112 Mand omkommet i ATV-ulykke

En 48-årig mand fra Sparkær omkom søndag aften i soloulykke

24. februar 2020, 08:48
Arkivfoto

Sparkær En 48-årig mand har søndag aften mistet livet i en soloulykke på Bakkelyvej i Sparkær.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 21.11 på en grusvej, hvor manden af ukendte årsager mistede herredømmet over sin ATV (en terrængående, tre- eller firhjulet motorcykel).

Manden var alene, men en beboer så ham vælte og slog alarm.

En politipatrulje og en ambulance ankom til stedet, men klokken 21.58 blev manden erklæret død af de hovedtraumer, han havde pådraget sig.

Den 48-årige var fra lokalområdet, og hans pårørende er underrettet.