Det var kattens!

Tøndeslagning og minimesse var en perfekt kombi, der sendte mange mennesker forbi Løgstrup Hallen

25. februar 2020, 09:59
Magnus Monrad, 8 år og fra Løgstrup, har lige tæsket tønden til gulvet og kan dermed kåres som kattekonge. Foto: Henrik Bagge

Der var næppe et lokalt barn, som ikke var at finde i Løgstrup Hallen søndag, da endeløse rækker af superhelte, prinsesser og spøgelser tildelte to tønder tørre tæsk.

»Miav,« lød det heldigvis ikke inde fra tønden, og til sidst kunne både Magnus Monrad, 8 år, og Emma Bak Kristensen, 11 år, få en krone på hovedet.

Men Magnus og Emma var ikke de eneste med hænderne i vejret. Også de gode folk i LGIF kunne notere sig en gedigen succes med den minimesse, der var koblet på fastelavnsfesten.

Under overskriften »Kend din forening« havde idrætsforeningens mange afdelinger indrettet sig i små stande, og formand Kirsten Nielsen vurderede, at omkring 400 mennesker havde været gennem hallen, hvor også Brugsen bød på kaffe og fastelavnsboller.