Frygtløse fjandboer fældede førerholdet

Nikola Tesic fejrede sin 30 års fødselsdag med sin hidtil bedste kamp for Stoholm/Viborg

28. februar 2020, 22:26
Nikola Tesic (21) spillede sin hidtil bedste kamp for Stoholm/Viborg, da han fejrede sin 30 års fødselsdag med en sejr over topholdet. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Det lokale håndboldhold i herrernes 2. division har sæsonen igennem utvivlsomt følt, at det har fortjent mere, end tabellen viser med den aktuelle tredjeplads.

Men mens den ønskede oprykning reelt er forduftet i et veritabelt skadeskaos, viste fredagens kamp mod Frederikshavn, at Stoholm/Viborg Håndbold i hvert fald har tænkt sig at dø med gummistøvlerne på.

Med en sejr på 23-20 efter 11-10 ved pausen tildelte fjandboerne det suveræne tophold det kun andet nederlag i sæsonen efter en frygtløs indsats, hvor man ikke en eneste gang i kampen var bagud.

Tillykke til Tesic

3-0 stod det i en ruf med tålmodigt angrebsspil og et koncentreret og kontant forsvar.

Særligt fødselsdagsbarnet Nikola Tesic, der på dagen rundede de 30, var i hopla fra start med kontrascoringer, og i det hele taget spillede han nok sin hidtil bedste kamp for Stoholm/Viborg med sikre scoringer fra højre fløj, mens han også et par gange fik krydset Johnny Landberg op til scoring.

Dem var der ellers i perioder lidt langt imellem, som resultatet også antyder, men det blev hurtigt en fysisk kamp med to aggressive forsvar, hvor Stoholm/Viborg-lejren ikke var udpræget pjattet med dommerlinjen, der resulterede i en del udvisninger.

Udnyttede undertal

Men mærkeligt nok kunne ingen af holdene finde ud af overtalsspil, og da Stoholm/Viborg først havde tabt to minutter i overtal med 0-2 og i tilgift selv modtaget en udvisning, slog holdet igen med at udnytte det undertal til selv at øge med to scoringer, mens Jakob Weinreich også lige snuppede et straffekast og for alvor indtog en hovedrolle i kampen.

Den blev han i resten af vejen og endte fuldt fortjent også som »man of the match«.

Efter et kvarter af 2. halvleg tog Weinreich igen et straffekast, Og da Mikkel Grønbech øjeblikke senere gjorde det til 17-13 (igen i undertal) med en fiffig gevindbold, begyndte det for alvor at smage mere af fugl end at lugte af fisk.

Spillede med fem fiskere

Topholdet virkede desperat i den uvante situation og gik over til et ultraoffensivt forsvar, hvor drengene fra havnebyen nu spillede med fem fiskere.

Det havde i første omgang den ønskede effekt, da Stoholm/Viborg begik en række tekniske fejl, men da Frederikshavn samtidig forivrede sig i angrebet, blev det hele vejen ved en 3-4 måls føring til hjemmeholdet.

Ikke mindst den unge og vævre Johan Noe fandt hullerne i det stormaskede forsvar. I slutfasen sendte han den tre gange i rusen og dermed også vendelboerne hjem nordenfjords med det kun andet pointtab i sæsonen.

Den vej skal Stoholm/Viborg også næste lørdag, når udekampen i Hjallerup fløjtes op klokken 13.30.