Danmarksmester spillede blindskak i Vestfjends

I weekenden blev der spillet jubilæumsskak i Vridsted, til man var helt mat i sokkerne

05. marts 2020, 10:04
1 af 6 Privatfoto
2 af 6 Privatfoto
3 af 6 Privatfoto
4 af 6 Privatfoto
5 af 6 Privatfoto
6 af 6 Privatfoto

Vridsted Lørdag den 29. februar markerede Vestfjends Skoleskak sit 10 års jubilæum. Samtidig havde Dansk Skoleskak 60 års jubilæum, og det blev alt sammen fejret med lynskakturnering, blindskak med en stormester og stor skakkage på Vestfjendsskolen.

Klokken 10 var omkring 40 børn, forældre og venner af Vestfjends Skoleskak klar til en lynskakturnering, beretter Vestfjendsskolens Morten Sørensen.

Og til at kaste ekstra glans over arrangementet deltog også den firdobbelte danmarksmester og stormester Allan Stig Rasmussen, der i stedet for de gængse fem minutters betænkningstid nøjedes med et enkelt minut på uret.

Oppe mod kongen

To af præmierne ved turneringen var retten til at møde Allan Stig Rasmussen i en opvisningskamp, hvor stormesteren for at gøre det mere lige tog bind for øjnene.

Bedste spiller fra Vestfjends Skoleskak blev Signe Sofie Bøss Sørensen, der sammen med den kun 11-årige Emil Zander fra Kjellerup fik æren af at spille opvisningskamp mod Allan.

Selv med bind for øjnene var Allan Stig Rasmussen dog bedst, men de to skoleskakspillere ydede god modstand.

Dagen blev afsluttet med en stor skoleskakkage lavet af en bager, der også har haft brikker nok at flytte rundt med. Marcipanbomben var nemlig skakternet, selv når den blev skåret ud.

Vant til at vinde

Skoleskak bruges som en metode til at træne tålmodighed, fordybelse og kritisk tænkning. Her lærer eleverne at holde fokus, koncentration og tænke fremad.

Dysten på brættet er kun en del af læringsaktiviteterne, da de sociale adfærdsregler (at give hånd før og efter kampen og opføre sig ordentligt uanset resultatet) er mindst lige så vigtige elementer.

Vestfjendsskolen med knap 300 elever deltager i Skolernes Skakdag og er en af landets mest aktive.

Klubbens medlemmer har over årene vundet Danmarksmesterskaber og andre podiepladser ved individuel DM, Pige-DM og Hold-DM.

Derudover vandt Vestfjendsskolen landsfinalen i Skolernes Skakdag i 2014 og 2015.