3 MENINGER: Forår

Hvad betyder forårets komme for dig?

21. marts 2020, 06:51
1 af 3 JØRGEN SVENSON, VRIDSTED Jeg tror aldrig, forårets komme har betydet så meget, som det gør i år! Vi har i den grad haft rusk, regn og blæst siden sommerferien 2019, og det går ud over psyken. Man bliver dårlig tilpas, ugidelig, har ikke lyst til noget som helst og mangler energi. Vand alverdens steder og ikke engang frostvejr til udrydelse af utøj har vi haft noget særligt af. For pokker, det bliver dejligt med solskin og forårslune og at komme i haven. Dog får græsplænen ikke så meget gødning som sidste år! Alle ønskes et rigtig godt forår.
2 af 3 SUSANNE BAK, STOHOLM Foråret betyder lysere og længere dage. Blomsterne pibler frem, og fuglene kvidrer. Bøgen og hækkene springer ud. Solen får magt, og der bliver forhåbentlig mulighed for at indtage mange frokoster og eftermiddagskaffen på terrassen i weekenden. Vasketøjet dufter skønt, når det bliver taget ind. Konfirmanderne fejrer deres store dag. Folk opholder sig meget mere ude, og det giver mulighed for en masse snak. Der er fri- og helligdage med mulighed for hygge med familie og venner. Og bedst af alt: Man bliver bare glad i låget.
3 af 3 BIRTE PHILIPS, KNUDBY Foråret er på vej, og dermed er det tid for udendørsliv. For mig betyder det camping. I år bliver det lidt anderledes, da der ingen forårstur bliver til Alsace. Til gengæld bliver det til en tur rundt langs de danske kyster i varmt tøj og varme støvler.