Landbrugstema Coronavirus hos danske dyr

Coronavirus hos produktions- og kæledyr er ufarlig for mennesker

21. marts 2020, 11:25
Arkivfoto

Landbrug Forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut har kortlagt hvilke forskellige coronavirus, der forekommer i danske dyr. Forfatterne understreger, at disse virus er ufarlige for mennesker.

Ordet »coronavirus« trækker i disse dage alle overskrifterne i alverdens medier. Men med coronavirus er der tale om en mangfoldig gruppe af virus, der også kan medføre almindelig forkølelse såvel som at ramme helt andre levende væsener, herunder vilde dyr, produktionsdyr og kæledyr.

Corona i produktionsdyr

Blandt andet findes der særlig coronavirus, som rammer henholdsvis flagermus, grise, heste, køer, hunde, katte, mink og fugle. Nogle af typerne giver forbigående symptomer, mens andre typer kan give alvorlig sygdom i det enkelte dyr.

- Der forekommer en række forskellige coronavirus hos produktionsdyr og kæledyr i Danmark. Disse virus er værtsspecifikke, således at for eksempel »Porcint Respiratorisk Coronavirus« udelukkende inficerer grise, og »Felint Coronavirus« udelukkende kan inficere katte, siger professor Anette Bøtner fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab.

- Coronavirus har en stor tilbøjelighed til at ændre sig i form af for eksempel mutationer eller rekombinationer i det genetiske materiale. Derfor er det vigtigt at følge udviklingen blandt disse virus, tilføjer hun.

Ingen grund til angst

Som eksempel fremhæver Anette Bøtner »Porcint Respiratorisk Coronavirus«, der er opstået ved en ændring i det genetiske materiale fra et andet coronavirus, som også inficerer grise. Den ændring i det genetiske materiale betød, at virus ændrede sig fra at være et tarmvirus til at være et virus, der angreb luftvejene.

Professoren understreger, at mennesker i Danmark ikke bør lade sig skræmme af forekomsten af coronavirus hos danske dyr.

- Der er foreløbig ingen dokumentation for, at hverken kæledyr eller produktionsdyr spiller nogen rolle i forbindelse med spredningen af COVID-19, siger Anette Bøtner.