112 Færdselsuheld i Fly

Motorcyklist væltede i forsøg på at undvige traktor

23. marts 2020, 08:48
Foto: Martin Ballund

Fly Et mindre færdselsuheld i Fly fredag eftermiddag endte heldigvis uden alvorlig personskade.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var omkring klokken 13, at en 55-årig motorcyklist fra Højslev kom kørende mod syd ad Solgårdsvej.

Han lagde an til overhaling af en langsomtkørende traktor med en 19-årig mand som fører, da denne i samme øjeblik begyndte at dreje til venstre ind på en mark.

I sit forsøg på at undvige traktoren væltede motorcyklisten og kurrede et stykke hen ad asfalten, men begge de implicerede slap heldigvis fra uheldet uden personskader, mens motorcyklen naturligt nok ikke undgik skrammer.