112 Brand ved biogasanlæg

Det startede med ild i en traktor, da Midtjysk Brand & Redning måtte på arbejde i Iglsø

23. marts 2020, 15:06
Arkivfoto: Jakob Stigsen Andersen

Iglsø Fredag aften ved 19-tiden udbrød der brand i en lade med tilknytning til Iglsø Agro A/S på Øster Børstingvej 6, hvor også Iglsø Biogas A/S har adresse.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden startede ifølge politiet i en traktor, hvis fører havde efterladt den i laden efter endt brug.

Herefter gik han ind for at se til dyrene, og da han kom tilbage, var der ild i traktoren, som hurtigt bredte sig til halmen i laden.

Midtjysk Brand & Redning var hurtigt på stedet, og selv om slukningen varede ved længe med efterslukning lørdag formiddag, var brandvæsenet i stand til at isolere branden til den pågældende lade, der ikke lå i umiddelbar nærhed af andre bygninger, beboelse eller dyr.