Pigers fodboldfestival flyttes

Mønsted får nu i stedet karavanen på besøg den 27. august

01. april 2020, 14:34
Arkivfoto: Henrik Bagge

Mønsted Sidste år deltog 620 piger fra 15 forskellige skoler i Viborg Kommune, og i Stoholm var de 155 piger fra tre skoler samlet til en hel dags fodboldfestival kun for piger.

Den succes skulle gentages i 2020 med blandt andet Mønsted på ruteplanen, men på grund af Covid-19 situationen har Viborg Idrætsråd valgt at udskyde de planlagte Pigefodboldfestivaler fra april til august. Det fremgår af Viborg Idrætsråds hjemmeside.

Dermed kommer arrangementerne til at falde sammen med fodboldopstarten i efteråret i stedet for i foråret.

Fodboldfestivalerne er nu planlagt til afvikling 24.-28. august i uge 35, og i Mønsted er det torsdag den 27. august, at karavanen gør stop.

Mønsted er i øvrigt også hjemsted for Pigefodboldfestivalernes projektleder, Maiken Nyberg Nielsen.