Ingen højere? Netauktion kører stadig

Der gemmer sig ene gode sager bag 112 katalognumre i Dams støtteauktion for Stoholm IF Håndbold

03. april 2020, 06:29
Arkivfoto: Natalia Merzlyakova

Stoholm Det er omgærdet af diverse restriktioner og foranstaltninger at handle ind i disse coronatider, men et af de steder, hvor man stadig kan foretage et godt køb uden håndsprit, ansigtsmaske og afstandtagen til andre mennesker, er hos Dam Online Auktioner, der holder til på Skalmstrupvej i Stoholm.

Og igen i år har det lokale auktionsfirma kvit og frit stillet dets online platform til rådighed for en støtteauktion for Stoholm IF Håndbold, der kører lige nu side om side med de 25 andre auktioner, der p.t. også er at finde på Dam Online.

Det går allerede godt

Støtteauktionen var oprindeligt annonceret med udløbsdato den 1. april, men grundet de uforudsigelige tider, vi lever i, er deadline ændret og hedder nu den 22. april klokken 21.

Det sker blandt andet af hensyn til indsamling og senere afhentning af de mange varer bag de i alt 112 katalognumre.

Der er altså endnu tre uger til at byde på alt fra en dags murer- eller malerarbejde til gris, grus og gravemaskiner, og der har allerede i et stykke tid været godt gang i budene.

Henning Ryberg fra Stoholm IF Håndbold kan fortælle, at budene allerede nu er oppe i samlet godt 40.000, så det borger godt for et fint slutresultat.

- Normalt tager det rigtig fart i den sidste uge og særligt på den sidste dag, afslører Henning Ryberg, der sidste år kunne lægge 57.900 kroner i kassen efter støtteauktionen.

Man kan følge auktionen og smide et bud her.