Mønsted-firma laver reptilmesse online

Lørdag går det løs i Fuglevænget med kryb, kravl og crazy gæster både i studiet og online

03. april 2020, 13:43
Arkivfoto

Mønsted Der er en første gang for alting, men mange havde måske ikke lige tænkt over, at en »online reptilmesse« var det, verden gik og ventede på.

Omvendt er der også noget, der tyder på, at mange netop HAR tænkt det. I hvert fald er interessen overvældende for den danmarkspremiere, Mønsted-firmaet Monis lørdag går i luften med.

Klokken 10-16 vil indehaverne Monica og Tommy Lønstrup Nielsen nemlig være værter på et fuldt corona-forsvarligt »Danmarks Første Online Reptilmesse«, der er lavet i samarbejde med hobbyfolk, zoos, forhandlere, foreninger og de allerstørste reptilnørder.

Cool gæster og fede konkurrencer

På reptilmessens facebookside lover arrangørerne, at der kommer besøg af eksperter i alverdens reptiler, der både viser deres fantastiske dyr frem og deltager i chatten, hvis nogen skulle have spørgsmål til deres dyrehold.

Gæstelisten tæller i øjeblikket godt en halv snes personer med specialviden om for eksempel biller, edderkopper, gekkoer og slanger, og de vil enten optræde over skype eller hver for sig i studiet for at overholde corona-restriktionerne.

Og ikke mindst byder messen hele dagen også på masser af konkurrencer, hvortil det er væltet ind med lækre præmier, fortæller Tommy Lønstrup Nielsen.

Det nærmere indhold og program for messen kan man blive klogere på her.