Jordfaldshul lukker natursti

Mønsted Kalkgruber træffer forholdsregler indtil man har fået en geologisk vurdering

23. april 2020, 14:27
Sådan ser det nye jordfaldshul ud, som opstod ved Mønsted Kalkgruber hen over påsken. Foto: Screenshot af video/Mønsted Kalkgruber

MØnsted Naturstien ved Mønsted Kalkgruber er midlertidig blevet lukket på grund af et jordfaldshul.

Det oplyser kalkgruberne i en pressemeddelelse.

Jordfaldshullet, der er cirka to meter bredt, tre meter langt og fire-fem meter dybt, opstod hen over påsken, og der er siden blevet holdt øje med hullet dagligt.

Og selv om der ikke er sket yderligere skred i det nye jordfaldshul siden påsken, har man truffet nye forholdsregler, da det er set før, at disse huller kan udvikle sig.

- Vi fik afspærret hullet med det samme, så ingen har risikeret at falde i, men vi har nu i samråd med Naturstyrelsen valgt at spærre hele naturstien omkring Mønsted Kalkgruber af som en sikkerhedsforanstaltning, indtil vi har fået udført nogle geologiske vurderinger, siger direktør Rikke Friis.

Der er lavet en aftale med Geo Aarhus, som i første omgang kommer til Mønsted fredag og besigtiger området.

- Deres efterfølgende vurdering bliver afgørende for de næste trin og dermed også for hvordan og hvornår, vi kan give adgang til området igen, siger Rikke Friis.