Stort ståhej for ingenting?

Arrangører af børnefolkemøde i Fly venter spændt på næste melding fra statsministeren

28. april 2020, 12:12
Flyfabrikken har tidligere haft succes med en opsætning af børnemusicalen Ole fra Åkjær. Arkivfoto: Henrik Bagge

Fly Kulturinstitutionen Flyfabrikken ved Rasmus Johansen har fået ja til kommunale midler til projektet »Det store ståhejgilde – Et børnemøde i folkehøjde«.

Det ligger fast, efter Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune på et møde den 21. april besluttede at bevilge 55.000 kroner til projektet.

Men om det overhovedet bliver til noget, står stadig hen i det uvisse.

Kommer an på Mette

Det børnekulturelle event er nemlig programsat til den 30. maj, og som coronasagerne står lige nu, bliver det ikke muligt at afvikle arrangementet, der har budgetteret med 300 betalende deltagere.

- Mette Frederiksen kommer jo med en ny melding den 10. maj, om hvor mange vi må være forsamlet. Lige nu hedder det maks 10, men om det så bliver 50, 100 eller 500, må vi jo se. Men vi kommer helt sikkert ikke til at lave noget, der er uden for retningslinjerne. Det skal være en holdbar løsning, ellers aflyser vi, siger Rasmus Johansen fra Flyfabrikken.

Venter på go eller no

Rasmus Johansen har orienteret alle de involverede aktører om, at der den 11. maj vil komme enten et »no« eller et »go«, altså knap tre uger inden afviklingen, og det har han mødt forståelse for.

- Man bliver jo lidt omstillingsparat af de tider her, så det skal nok gå. vi tager det i hvert fald, som det kommer. Og bliver det til noget, er det godt. Bliver det ikke til noget, er det bare ærgerligt. Vi kommer i hvert fald ikke til at lave noget, der strider imod reglerne, siger Rasmus Johansen.

Han afviser, at det kan komme på tale at finde en ny dato til efteråret. Hvis det ikke bliver til noget nu, vil man i stedet tage det op igen til næste år.

Folk fra De flyvende frostkyllinger

Det var samarbejdspartnerne omkring pladeudgivelsen »De flyvende frostkyllinger fra Dåsebjerg Bakke«, der fik ideen til at skabe et nyt »børne-folkemøde«, hvor leg og demokratiforståelse skulle gå hånd i hånd.

Viborg Bibliotekerne, Kulturprinsen og Viborg Animationsfestival er samarbejdspartnere i projektet, der består af både en underholdnings- og en workshopdel.