Nærboks til Kjeldbjerg

29. april 2020, 11:53
Foto: Henrik Bagge

Kjeldbjerg Nu kan du få bragt pakken næsten til døren, hvis du har adresse i Kjeldbjerg.

Ved forsamlingshuset er der nemlig dukket en nærboks op, som står lige ved siden af byens fælles opslagstavle.

Det er borgerforeningen og forsamlingshuset, der har sørget for, at det nu næsten ikke kan blive nemmere at modtage sin pakke, hvis man har handlet på internettet.

Nærboksen er et alternativ til de traditionelle posthuse og pakkebokse, og fordelen ved den er, at den står udenfor og derfor også er tilgængelig hele døgnet. En anden fordel er selvfølgelig, at den også kan servicere de mindre byer.

Sådan gør du

Konceptet er ved at blive rullet ud i hele Danmark, og indtil videre leverer både DHL, Bring og PostNord i Nærboks.

Det fungerer sådan, at du vælger Nærboks som leveringssted, hvis det er muligt, når du shopper online. Så får du besked af leverandøren, når din pakke er leveret.

Første gang, du bruger Nærboks, får du en sms med et link til en app. Appens navigation guider dig hen til den Nærboks, du har valgt, og med et enkelt klik i appen henter du din pakke.

I forvejen står der også en nærboks ved Dagli´ Brugsen i Højslev og ved forsamlingshuset i Tastum.