Bzzz: Løver med bi-job

Lions Fjends er gået helt i frø

02. maj 2020, 06:35
Arkivfoto

Fjends Danmarks Naturfredningsforening siger det, og Lions Fjends siger det også: Den er rivende gal med biodiversiteten.

Derfor havde de fjendske løver med store forventninger lanceret deres nye og helt store bi-beskæftigelse til Forårsmessen: At arbejde målrettet i den ædle bestøvnings tjeneste.

Forårsmessen blev som bekendt aflyst på grund af coronavirussen, men det ændrer ikke på, at bierne har det svært i dagens Danmark, og med et nyt tiltag vil Lions Fjends hjælpe dig til på samme tid at gøre en forskel for bierne, forskønne din have med smukke sommerblomster og slippe for græsslåningen!

Det er altså hele tre fluer med ét smæk, for at blive i insekt-terminologien, og løverne angriber problemet fra et frø-perspektiv.

Jomfruskørt og brudeslør

Humlen i det hele er nemlig, at Lions Fjends er begyndt at sælge kuverter med 10 gram blandede blomsterfrø, der rækker til 10 kvadratmeter med de skønneste sommerblomster i din have.

Det betyder, at man med et kilo Lions-frø kan dække 1000 kvadratmeter og med 10 kilo en hel hektar med nektar!

De mængder regner de i Lions Fjends nu ikke med, at folk vil aftage frøene i, men de håber, at fjandboerne i den gode sags tjeneste vil overveje at indrette små områder i deres egen have til blomstrende reservater, så bien kan tage det sidste stik.

Og som et ekstra salgsargument kan man med god samvittighed spare på eller helt droppe græsslåningen forskellige steder i haven. Insekter, sommerfugle og bier trives nemlig bedre, når græsset har forskellige længder.

Frøblandingen indeholder cirka 15 forskellige arter lige fra Jomfruskørt til Brudeslør og vil blomstre i 50-60 dage.

Nu nåede man ikke at sværme for folket med små stikaktioner på en summende forårsmesse, men i stedet kan man nu købe sin frøblanding hos kompagniskabet Butik Bente og Tøjeksperten Højrup på byens torv i Stoholm.

Kommer man ikke så fine steder, kan man også bare ringe til Ejvind Jakobsen fra Lions Fjends på 40 41 12 96.