De flager i Vridsted, fordi de kan

En flagallé til knap 150.000 kroner indvies St. Bededag, selv om konfirmanderne mangler

08. maj 2020, 11:16
1 af 9 Flagallébestyrer Margit Halkjær kunne i bakspejlet nyde synet af flagalleen, som den skød op bag hende, da hun med sinne gas trak traileren gennem Vridsted, mens de mange tjenstvillige sprang omkring traileren for at sætte flag op på begge sider af vejen. Foto: Henrik Bagge
2 af 9 Klokken 8 St. Bededag stod flagudvalget og en række frivillige klar til at sætte Vridsteds nye flagalle op for første gang. Foto: Henrik Bagge
3 af 9 Flagudvalget, som har haft ansvaret for at tilvejebringe midler til den nye flagallé. Foto: Henrik Bagge
4 af 9 Den allestedsnærværende Kresten Breiner var også på pletten med videointerviews og droneoptagelser af den første flagopsætning. Foto: Henrik Bagge
5 af 9 Poul Erik Andersen fik æren af at plante det første flag i Vridsteds nye flagallé. Foto: Henrik Bagge
6 af 9 Birte Mark har været formand i flagudvalget, der har skaffet omkring 150.000 kroner til flagalleen. Foto: Henrik Bagge
7 af 9 St. Bededag var der folk nok, der gerne ville hjælpe. Fremover består et hold af fem mand, og flagallébestyrer Margit Halkjær har en bruttotrup på omkring 15 frivillige at tage af. Foto: Henrik Bagge
8 af 9 Traileren er en kano/kajaktrailer, der er lettere modificeret til at rumme de 80 stænger med flag, der udgør Vridsteds flagalle. Foto: Henrik Bagge
9 af 9 På denne flagstang overfor købmanden har man undervejs kunnet følge, hvordan det skred frem med indsamlingen til Vridsteds nye flagallé. Hver gang, nogen havde spyttet et nyt beløb i kassen, blev endnu et stykke af stangen malet rød. Foto: Henrik Bagge

Vridsted De havde et ønske om at være helt i mål med finansiering og etablering af en flagalle til indvielse ved konfirmationen 2020, og det nåede de.

Men i mellemtiden har coronavirussen skubbet årets konfirmationer hen til senere på året, så nu var der pludselig slet ikke brug for den alligevel!

Det afholdt dog ikke flagfolkene i Vridsted fra St. Bededag at mødes klokken 8 i byens nordlige udkant på Dåsbjergvej for at pynte deres by med 80 flotte flag gennem hovedgaden.

De skal da luftes

Nu har vi endelig fået dem, så skal de da også bruges, var rationalet bag for Birte Mark, der har virket som formand for Flagudvalget.

Og dermed er hendes arbejde egentlig gjort, for fremover er det Margit Halkjær, der har titel af »flagallébestyrer«.

Det vil sige, at det er hende, man skal ringe til, hvis man mener, der er noget at flage for i byen. Hun har en bruttotrup på omkring 15 friske frivillige til opstilling og nedtagning, og der skal fem til hver gang. Plus en bil.

Ifølge Justitsministeriets retningslinjer må Dannebrog ikke hejses før solopgang og heller ikke være hejst efter solnedgang, så i Vridsted har de bestemt, at det bare hedder opstilling klokken 8 morgen og nedtagning klokken 19 aften.

Har dem på en trailer

De 80 flag ligger til daglig på en trailer på en adresse på Dåsbjergvej. Traileren har Margit Halkjærs mand, Erik, været særdeles aktiv i tilvejebringelsen af.

Det er egentlig en kano/kajaktrailer, som med et særligt indrettet stativ har gjort den flagegnet. Prisen var 20.000 kroner inklusive tre års forsikring, fortæller Erik Halkjær, der sammen med Egon Vittrup har brugt et par dage på at samle de 80 stænger med snor, top og flag.

Erik har også fået lavet et par snilde kroge, der lige kan hive dækslet op til de huller, flagene står i langs vejen.

Det er gået slag i slag

En fin flagallé som den i Vridsted er selvfølgelig ikke gratis, men ifølge Birte Mark er det faktisk bare gået slag i slag med at nå op på de omkring 140.000 kroner, som et indhentet tilbud lød på, og pengene begyndte at tikke ind fra november.

Borgernes egen private indsamling har beløbet sig til 27.000, og der har været meget fin opbakning fra det lokale erhvervsliv og Vestfjendsskolen.

Også foreningslivet med Vestfjends Aktivitetsklub, idrætsforeningen, borgerforeningen, menighedsrådet og Lions Fjends har været massivt på banen med kontant opbakning, og en julepyntskonkurrence med trylledej hos købmanden udløste 10.000 kroner.

Det helt store ryk kom, da Spar Vest Fonden skænkede initiativet 50.000 kroner, og der er dags dato kommet i alt 149.246 kroner i kassen.

Dermed har man et lille bufferbeløb til eventuel vedligeholdelse undervejs, og man har også et par ekstra stænger med flag i baghånden for en sikkerheds skyld.

Den nye dato for konfirmation i Vridsted er lørdag den 29. august.