112 64-årig død efter ulykke

En mand mistede fredag livet i Fly efter fald fra et tag

12. maj 2020, 10:40
Arkivfoto: Henrik Ole Jensen

Fly En 64-årig mand fra Fly afgik fredag eftermiddag ved døden efter et fald fra taget af en garage på hans egen adresse på Dåsbjergvej.

Det oplyser politikommissær Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden var i gang med et arbejde på taget af garagen, da han trådte gennem en lysplade og faldt 3,5 meter ned på et cementgulv, som han ramte med baghovedet.

Klokken 15.08 blev der ringet 112, og både ambulance og en lægehelikopter fra Karup var hurtigt fremme, men selv om der blev udført hjertelungeredning, stod mandens liv ikke til at redde, og han blev erklæret død klokken 15.52.