Optimisme på Hedens Efterskole

Der tikker lige så stille tilmeldinger ind til den nye efterskole i Sydfjends

14. maj 2020, 06:42
Lise Munk er næstformand i bestyrelsen for den nye Hedens Efterskole i Sdr. Resen, og hun erklærer sig optimistisk med henblik på at sikre sig nok elever til skolestart i august. Foto: Henrik Bagge

Resen Protesterne er uge efter uge steget i volumen fra de danske efterskoler og deres elever, der har haft svært ved at forstå, hvorfor de ikke måtte vende tilbage til normal skolegang, efter coronarestriktionerne lige så stille er blevet lettet for den ene branche efter den anden.

Torsdag i sidste uge blev det så klart, at efterskoleeleverne kan vende tilbage og afslutte skoleåret fra mandag den 18. maj, men et andet sted i efterskoleverdenen har bekymringen nærmere gået på, om man overhovedet kunne komme i gang med det næste skolehold.

Kaffe på kanden

Hedens Efterskole i Sdr. Resen er nemlig så nyetableret, at det først i marts stod klart, at der her i Kongenshus Efterskoles gamle lokaler ville åbne en ny efterskole med plads til 55 elever i august 2020.

Med det udgangspunkt har det selvfølgelig her været særligt ubelejligt, at der kom en coronakrise på tværs, lige mens den helt store indsats skulle foldes ud for at sikre sig elever nok til skolestart i år, men det er nu slet ikke gået så galt, som man kunne have frygtet ifølge Lise Munk, der er næstformand i bestyrelsen for Hedens Efterskole.

Hun slog den 3. maj en besked op på Sdr. Resens facebookgruppe med beskeden »Der er kaffe på kanden på efterskolen«, og ud over Fjends Folkeblad fangede det også opmærksomheden hos en del i lokalsamfundet, der har taget imod det nye initiativ med kyshånd.

Kan åbne med 25 elever

Da avisen denne solskinssøndag uanmeldt tropper op på dørtærsklen, er en håndfuld lokale i gang med at rydde op i gemmerne i det gamle designlokale, og der bliver gået til den, som var man stensikker på at åbne til august.

- Det regner vi også med at gøre, lyder det optimistisk fra Lise Munk.

- Det her corona gør det da ikke nemmere, men vi tror på det. Vi er i en situation, hvor vi kan åbne, hvis vi kommer op på 25 elever.

Man har foreløbig papir på en god håndfuld elever, og yderligere syv-otte stykker har meldt deres ankomst til en rundvisning.

- Vi laver coronarundvisninger med behørig afstand. Én familie ad gangen, og så spritter vi af og alt det, man skal. Og alle, der har været her, har meldt sig ind, så det er jo en pæn succesrate, griner Lise Munk.

Et hensyntagende miljø

Hedens Efterskole er et tilbud til den voksende gruppe af unge, der har brug for et »hensyntagende« miljø med ro og struktur.

- Så hvis det er lidt for voldsomt at komme på en stor efterskole med fuld knald på hele dagen, så kan man komme her, siger Lise Munk og nævner unge med angst, stress eller aspergers som en del af målgruppen.

- Men det er også for helt almindelige unge, der måske bare synes, det er rart at komme et mindre sted, eller at vi har nogle linjefag, der tiltrækker dem, siger Lise Munk.

Kommer fra hele landet

Skolen er for tre årgange, og de henvendelser, man foreløbig har fået, er kommet fra hele landet, så på den måde er man i hvert fald nået ud over rampen.

Dertil har man skrevet rundt til alle kommunernes familieafdelinger, og mens nogle har reageret med det samme, håber man, at det er et spørgsmål om tid, inden man hører fra de sidste, der måske bare sidder og arbejder hjemmefra.

Den nuværende situation med frustrerede efterskoleelever, der har sukket efter en genåbningsdato, har man ikke brugt meget energi på her.

- Det, vi håber på, er bare, at der kommer gang i den efter sommerferien, altså at lukningen ikke bliver ved. Så vi går mere op i, hvad der sker på lidt længere sigt, så vi kan være med til skolestart den 9. august, siger Lise Munk.

Ansatte har man endnu ingen af, men man har en del i kikkerten, så Lise Munk slår koldt vand i blodet.

- Vi har mange ansøgninger, så der kan vi rykke meget hurtigt, når det er. Folk har fået øje på os, og der tikker jævnligt en ansøgning ind på vores mail. Så det er i hvert fald optur.