Handelsskolen i Viborg er flyttet

Kodeordet for fremtiden bliver fællesskab

15. maj 2020, 14:43
1 af 2 Vicedirektør Mette Selchau og uddannelsesleder Jan Salling glæder sig over den nye placering, der giver en god synergi med de øvrige erhvervsuddannelser. Pressefoto: Mercantec
2 af 2 Frida Præstegaard Smed (tv) og Sofie Løndal Agerholm er elever på handelsskolen og begge fuldt ud tilfredse med den nye beliggenhed og glæder sig til det sammenhold, der vil opstå, når hverdagen igen er normal. Pressefoto: Mercantec

Viborg Handelsskolens merkantile erhvervsuddannelser i Viborg er nu flyttet sammen med Mercantecs mange tekniske erhvervsuddannelser.

De fleste viborgensere har i årtier forbundet handelsskolen med den store rødstensbygning på Vinkelvej, der blev opført i 1972, og som løbende er blevet udvidet med nye fløje.

Fremover skal man imidlertid vænne sig til, at handelsskolen holder til på H.C. Andersens Vej 9, hvor langt de fleste af Mercantecs øvrige erhvervsuddannelser også har base.

Styrket fagprofil

Handelsskolen udbyder erhvervsuddannelserne kontor, handel og detail, og selv om kun få af 350 elever på grund af Covid-19 endnu er kommet på plads i de nye lokaler, er ledelsen tilfreds med beslutningen, også selv om en officiel indvielse er udskudt på ubestemt tid.

- Flytningen betyder, at vi kan styrke fagprofilen, synliggøre de mange karriereveje og muligheder, en uddannelse fra handelsskolen giver, og gøre de merkantile uddannelser til en del af et større uddannelsesmiljø. Vi vil i de nye rammer sætte faglighederne i højsædet og indrette dele af studiemiljøet til et butik og kontormiljø, siger Mercantecs vicedirektør Mette Selchau.

Sociale arrangementer

Inden handelsskolen flyttede ind i nymalede og nyindrettede lokaler på H.C. Andersens Vej 9, var stedet helliget gymnasieeleverne fra HTX.

Handelsskolen har traditionelt flest kvindelige elever, mens der på de øvrige erhvervsuddannelser er en overvægt af mænd.

- Fællesskab og netværk bliver en stor del af det miljø, der fremover kommer til at udgøre den sociale kerne i livet på Handelsskolen, og vi glæder os meget til, at vores elever bliver en del af et stort uddannelsesmiljø, hvor vi i fremtiden kan holde masser af sociale arrangementer sammen, siger Jan Salling, som er uddannelsesleder på handelsskolen.