Her har I mig tilbage...

Mona Jensen kunne mandag igen åbne dørene til Stoholm Bibliotek

18. maj 2020, 14:53
Efter spritnye regler kan du igen hente bøger hos bibliotekar Mona Jensen på Stoholm Bibliotek. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Fra den 18. maj kan borgerne igen låne og aflevere materialer i Viborg Bibliotekerne inden for de almindelige åbningstider, og det betyder, at der siden klokken 13 mandag igen har været åbent på Stoholm Bibliotek.

Det var bibliotekar Mona Jensen, der kunne glæde de første boghungrende gæster med, at de nu har hende tilbage, som det lød i Katy Bødtgers »Fiskerpigens Sang« i 1957.

Efter godt to måneders nedlukning har bibliotekarerne glædet sig til igen at lange varer over disken til lånerne, og det har åbenbart været gensidigt.

- Det kan vi for eksempel aflede af, at vores takeaway poser er gået rigtig godt, siger Mona Jensen.

Populær ordning fortsætter

Dermed henviser hun til Viborg Bibliotekernes initiativ med at bestille en pose blandede bøger, som lånerne så har kunnet hente forskellige steder rundt i detailhandlen.

I Stoholm har det været hos Best by Henriette, og det har i alt 37 benyttet sig af, mens tallet hos Viborg Bibliotekerne totalt set har rundet 1000.

- Mange har sagt, at det var dejligt at blive overrasket og læse noget, de ikke vidste, de kunne lide, så konceptet får lov at fortsætte, nu bare med afhentning her i stedet for i en forretning, siger Mona Jensen.

Sikkerheden er i top

Ifølge biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen har Viborg Bibliotekerne sørget for, at sikkerheden er i top, og at myndighedernes retningslinjer overholdes, så alle kan føle sig trygge på bibliotekerne.

I første omgang bliver det ikke muligt at læse avisen, benytte computerne, at printe, kopiere eller scanne – og leg i børnebiblioteket er heller ikke muligt.

Dette skyldes, at man ifølge myndighedernes anvisninger udelukkende må tage »kortvarigt stående ophold« i bibliotekets lokaler. Man kan derfor i princippet kun låne eller aflevere materialer.

Man har til og med lørdag den 30. maj mulighed for at aflevere de materialer, man har lånt, uden at skulle betale gebyr.

Fristen gælder for de materialer, der er udløbet i nedlukningsperioden. Fra den 1. juni skal man igen betale gebyr, hvis de lånte materialer har overskredet lånefristen.