Tilbage på pinden hos Røde Kors

Genbrugsbutikken på Østergade i Stoholm er åben igen - nu med håndsprit

19. maj 2020, 08:34
1 af 2 Som Stoholms egne Spice Girls har de taget opstilling med behørig afstand på tærsklen til Røde Kors butikken i Østergade, der mandag den 11. maj genåbnede efter coronanedlukning. Fra venstre er det Anne Marie Rasmussen, Lise Madsen, Bente Dahl, Ruth Bak og Jonna Jakobsen. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Afstandsmarkører på gulvet, handsker på ekspedienterne, plexiglas ved kassen og håndsprit ved indgangen sikrer, at Bente Dahl og de andre frivillige i Røde Kors butikken har styr på den coronasikre betjening. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Som mange andre blev de sendt hjem, med det samme corona-alvoren gik op for Danmark, men nu er de tilbage på pladsen.

Medarbejderne i Røde Kors´ genbrugsbutik i Stoholm, som tæller op mod 30 frivillige, genoptog mandag den 11. maj arbejdet, og tirsdag formiddag var butiksudvalget samlet på vagt i lokalerne i Østergade, inden de skulle afløses af et nyt hold klokken 13.30.

Det var dermed Jonna Jakobsen, Ruth Bak, Bente Dahl, Anne Marie Rasmussen og Lise Madsen, som avisen mødte, da en nyindrettet butik igen emmede af liv og højt humør.

- Vi havde egentlig lov til at åbne igen lidt tidligere, men vi skulle lige først have styr på alt det her, siger Jonna Jakobsen bag et plexiglas ved kassen og slår armene ud.

To foran og to bagved

Butikken er nemlig nu indrettet med tydelige afstandsmarkører på gulvet, ligesom den obligatoriske håndsprit samt handsker til ekspedienterne også har indfundet sig.

Dertil sørger de for at fordele sig, så de kun er et par stykker i butikken ad gangen, mens et par stykker sorterer tøj ude bagved.

Så det fungerer fint, og de er alle glade for at være tilbage på pinden.

- Men vi har jo også været hernede indimellem for at sortere. Der er jo stadigvæk kommet en masse ind, nu hvor folk har haft tid til at rydde op derhjemme, siger Ruth Bak.

Det bedste bliver her

Det indkomne bliver grovsorteret, så det bedste bliver i butikken og resten kommer til et depot i Horsens. Og den sidste del er stadig blevet hentet hver 14. dag under coronakrisen, så butiksudvalget har stadig haft deres gang på adressen.

Alligevel er det noget andet, når der også er kunder i butikken, og ifølge Jonna Jakobsen har kunderne fattet, at der er åbent igen. Og det er ligesom det, de er der for.

- Samværet betyder jo meget for os, både med hinanden og kunderne. For sådan nogle gamle pensionister som os er det rart også at dyrke det sociale.

- Og sladre lidt?

- Nej, det har vi slet ikke tid til, griner Jonna Jakobsen.