Coronasikker Kristi himmelfart

Vestfjends Pastorat genåbnede torsdag kirkerummet med en gudstjeneste i Vroue Kirke

22. maj 2020, 13:46
Ernst Poulsen (tv) var grundet sygdom sprunget til som kirkesanger og skulle lige forlods sikre sig, at formalia var på plads sammen med sognepræst Poul A. Beck, da Vroue Kirke Kristi himmelfartsdag lagde rum til den første gudstjeneste i Vestfjends Pastorat efter nedlukning på grund af coronakrisen. Foto: Henrik Bagge

Vroue Sognepræst Poul A. Beck har gennem coronakrisen holdt kontakten til sin menighed gennem en række videooptagelser af gudstjenester uden publikum fra de fem kirker i Vestfjends Pastorat.

Men selv om der har været god respons på det tiltag, havde han alligevel glædet sig til at se sine sognebørn igen, da der Kristi himmelfartsdag igen var gudstjeneste i Vroue Kirke.

Genåbningen af samfundet tillod nemlig kirkerne igen at holde åbent fra denne uge, og efter de nye retningslinjer omkring social afstand var der blevet plads til 32 kirkegængere i Vroue Kirke torsdag.

Sikkerheden i top

Der kom omkring 20, og de var placeret skiftevis inderst og yderst på hver anden bænk.

En automatisk spritdispenser var placeret ved indgangen, og der var i forvejen lagt salmebøger ud på de tilladte pladser med to på hver bænk, så par kunne sidde sammen.

Ellers var næsten alt ved det gamle med Ellen Poulsen ved orglet, mens Ernst Poulsen på grund af sygdom vikarierede som kirkesanger.

Og så var der også lige den undtagelse, at man foreløbig har fravalgt at håndtere nadveren.

- Det er den, vi har den største udfordring med på grund af afstandskravene, sagde Poul A. Beck, der stod uden for kirken og tog imod i høj solskin og nyrevet grus.

Kirkeåbningerne i Vestfjends fortsætter søndag, hvor der er gudstjeneste i Iglsø klokken 09.15 og i Fly klokken 10.30.