Jubilæum Lars har solgt mere end 100 tons tøj

Stoholms egen Mads Skjern har haft forretning i 40 år

27. maj 2020, 10:41
1 af 2 I 40 år har Lars Højrup drevet forretning fra adressen her i Vestergade. Det har han dog svært ved at forstå. »Det virker nærmere som det halve,« siger han. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Poul Nybo (tv) og Lars Højrup blev midt i 70´erne udlært sammen hos SMC Biler i Skive, inden Lars Højrup slog sig på kludehandel. Men kontakten er blevet holdt ved lige, og da avisen besøgte Tøjeksperten var Poul tilfældigvis ude for at få blive opdateret på både garderobe og gamle dage. Foto: Henrik Bagge

Stoholm - Jeg var i København i går, og så spurgte et af børnebørnene, sådan en rigtig kjøwenhavner: »Bedstefar, hvor mange tons tøj har du egentlig solgt på 40 år, tror du?« Og så måtte jeg jo til at regne på det. Og det gav noget med 112 tons.

Lars Højrup Johansen, der siden 1980 har drevet Tøjeksperten i Stoholm, prøver på bedste beskub sin stenbrodialekt af, mens han imiterer sit barnebarn, men den sidder ikke helt i skabet.

Det gør regnestykket måske heller ikke, men han anslår løst, at der nok dagligt er røget cirka 10 kilo klude over disken i 280 dage om året i 40 år. Det giver 112 tons. Bum.

Det er 64-årige Lars Højrups ældste søn, der bor i hovedstaden med sine 11-årige tvillinger, der for nylig fik en lillesøster, Elly, der dermed blev Lars Højrups syvende barnebarn i rækken.

En datter bor i Stoholm med to børn, og den yngste søn bor i Malling syd for Aarhus, også med to børn.

- Og der er ingen af dem, der overhovedet har noget med tøj at gøre, siger Lars Højrup uden at lyde trist.

Det er ikke, som når det går op for den aldrende landmand, at sønnen alligevel ikke har tænkt sig at overtage den fædrene gård.

Den fædrene butik

Men det var faktisk det, Lars Højrup selv gjorde, da han i 1980 blev selvstændig. Altså ikke overtog gården, men byggede videre på det, hans forældre havde startet.

»Højrup« i Nørregade i Stoholm solgte dametøj, herretøj, sengeudstyr og gardiner. Midt i 70´erne blev forretningen splittet op, så gardinerne kom med en ansat hen i Vestergade, mens dametøjet blev i Nørregade.

Herretøjet blev flyttet hen på den matrikel i Vestergade, hvor Lars Højrup i dag har den forretning, som han overtog fra faderen i 1980. Og hvor det altså foreløbig er blevet til 40 år.

- Og de er gået godt. Det synes jeg. Jeg har da været glad og tilfreds med at gå på arbejde hver dag og haft nogle gode og trofaste kunder gennem 40 år. Hvad kan man så forlange mere, spørger Lars Højrup, der netop inde i butikken har hilst af med en gammel ven, som han blev uddannet sammen med midt i 70´erne, og som lige skulle have opdateret garderoben.

Poul Nybo stod nemlig også i lære hos SMC Biler i Skive, hvor Lars Højrup først blev uddannet reservedelsekspedient, inden han slog sig på tøjhandel og blev uddannet hos Tøjeksperten i Skive i 1979.

De udveksler grinende anekdoter fra de unge dage, og da avisen vil have Lars Højrup med ud på bænken til et billede, lyder det fra Poul Nybo:

- Det var også der, han sad, da vi spillede fodbold.

Ro på hjemmefronten

Lars Højrup har de sidste seks år udvidet sit cv ved også at virke som buschauffør.

Det startede egentlig lidt som en udfordring fra sønnerne, der ikke troede på, at han kunne klare at tage et stort kørekort. Men det kunne han, og siden har han haft buskørsel som et lille, afslappende bijob.

- Jeg har altid syntes, at de der buschauffører har set så glade og tilpasse ud, når de kører rundt og hilser til højre og venstre, så det fik jeg også lyst til at gøre, siger Lars Højrup, der startede med at køre skolebørn hos De Blaa Busser i Skive.

Nu kører han skolebørn i Nordfjends et par dage om ugen for De Gule Busser i Viborg. Det kan han nå om morgenen, inden han åbner tøjbutikken, der i øvrigt har lukket om mandagen.

Nu med handicap

I sin fritid er han en meget aktiv foreningsmand, der lige nu er bestyrelsesmedlem i hallen og tennisklubben. Han er stadig aktiv fodboldspiller og cykler gerne en tur på enten raceren eller mountainbiken.

Men det seneste hit i familien Højrup er golf, som både han og hustruen Tove har kastet sig over med stor kærlighed, den samme betegnelse man vist godt kan give et langt ægteskab.

- Hende rendte jeg op på Højslev Kro. Det er også ved at være et par sæsoner siden. Hun har faktisk været med helt fra starten og endnu før, siger Lars Højrup, der ikke lægger skjul på, hvad ubegrænset opbakning på hjemmefronten har betydet for både ham og forretningen. Gennem altså nu 40 år.

- Ja, det er slet ikke til at forholde sig til. Det virker nærmere som det halve, synes jeg.

- Men det er jo noget, der ligner et halvt liv (red.)?

- Ja. Det håber jeg da.