Daugbjerg Minilandsby Det er aldrig for sent at blive murer

I afsnit 2 møder vi murersjakket og en teglbrænder med gode forbindelser

29. maj 2020, 06:31
1 af 10 Her er der gang i Daugbjerg Minilandsby teglværk. Det er Bent Sørensen (tv), der gennem en gammel Husqvarna kødhakker klemmer en pølse af ler ud til Svend Erik Andersen, der laver den til mursten eller tegl. Foto: Henrik Bagge
2 af 10 Bent Jakobsen er i gang med at mure en stald op. Der går mellem 6000 og 10.000 sten til et hus alt efter størrelsen. Foto: Henrik Bagge
3 af 10 Leo Hansens far var murer, men han er selv først blevet det i en sen alder, efter at have været sælger på en trælasthandel hele sit arbejdsliv. Foto: Henrik Bagge
4 af 10 Murværk er ikke bare murværk, som man ser på denne bygning. Foto: Henrik Bagge
5 af 10 Murværk er ikke bare murværk, som man ser på denne gavl. Foto: Henrik Bagge
6 af 10 Bent Jakobsen ved det seneste hus, han har haft omkring værkstedet i Stoholm. Foto: Henrik Bagge
7 af 10 Bent Sørensen udtrykker på en måde mantraet for minilandsbyens håndværkere, idet han på trøjen bærer en pin med budskabet »Jow vi ka´«. Foto: Henrik Bagge
8 af 10 Bent Sørensen klemmer en pølse ud til Svend Erik Andersen gennem mormors gamle Husqvarna kødhakker. Foto: Henrik Bagge
9 af 10 Svend Erik Andersen tager pølsen fra tørring til opskæring i en skabelon med en indbygget måleenhed af én stens længde. Foto: Henrik Bagge
10 af 10 Når Svend Erik Andersen laver mursten, er det kun hver anden rille, der skæres helt igennem, mens hver anden blot markeres med en lille ridse, så der bliver en »snydefuge«. På den måde kan man hele tiden bygge med to mursten ad gangen. Foto: Henrik Bagge

Daugbjerg/Stoholm Det er aldrig for sent at blive murer.

Det er læren, hvis man kigger sig omkring og spørger sig lidt for i det værksted på Skalmstrupvej i Stoholm, hvor sjakket bag Daugbjerg Minilandsby holder til.

- Leo der har for eksempel været sælger på en tømmerhandel hele sit liv, inden han blev murer her, siger sjakbajs Ib Vestergaard i retning af en herre, der i det samme stikker hovedet op over tagryggen på en minibygning.

- Jo jo, men min far var murer, så jeg har prøvet at have en ske i hånden før, præciserer Leo Hansen, der er i gang med at mure en gavl op på en stald.

Skeen i den anden hånd

Nogle meter væk sidder Bent Jakobsen og murer på sin egen stald. Han var for eksempel tæt på de 70, inden han nåede sten-alderen.

Med små, men ægte mursten i størrelsesforholdet 1:10 i den ene hånd og skeen i den anden hånd får han lige så stille og minutiøst rejst en mur, der kan modstå vind og vejr i Daugbjerg Minilandsby.

Han forklarer om de små huller, der er i siden af fundamentet på alle husene.

- Husene er jo hule, og det er lufthuller, så kondensvandet kan trække ud. Sådan gjorde vi ikke til at begynde med, men det er en af de ting. vi har fundet ud. Vi bliver jo klogere hele tiden, siger Bent Jakobsen.

Skal finde melodien

Nogle forbliver rødstenshuse, mens andre bliver malet hvide, så de fremstår »kalkede«. Andre huse igen har også kampesten i murene, så der er langt fra tale om serieproduktion.

- Man skal lige ind i rytmen, og det tager gerne et par huse, inden man har fundet melodien, siger Leo Hansen.

Ved nærmere eftersyn er mure og sten på husene heller ikke helt så renskurede som legoklodser.

Nogle steder stikker en sten lidt ud, andre steder er muren måske ikke helt i vater. Men det er med vilje, for det skal ligne husene, som de så ud i 1700-tallet.

- Især sådan et bindingsværkshus som det her må ikke være alt for strømlinet. Det er så også muret af Knud Lang, der tidligere var købmand, og han døjer nogle gange med at få det helt i vinkel, så det passer fint at sætte ham til sådan noget, griner Ib Vestergaard.

Ifølge ham er der rigeligt at se til for murerne, for når et hus fra minilandsbyen ender på værksted, er det oftest, fordi murværket går til. Og det gør det så primært, fordi taget går til.

- Men nu er vi begyndt at lægge tagpap på indenunder, så det holder lidt bedre sammen på huset. Og så bliver de fleste i øvrigt også nu dækket til om vinteren, hvor de får en kasse ned over sig, siger Ib Vestergaard.

Sten fra en kødhakker

I et andet hjørne af værkstedet finder vi Svend Erik Andersen, der er ansvarlig for at fremstille både mursten og de tegl, der kommer på taget af nogle af husene.

Og han nyder godt af en god kontakt til Højslev Teglværk, for sten og tegl til minibyggeriet kommer nemlig til verden på nøjagtig samme vis, som virkelighedens byggematerialer.

Svend Eriks proces starter med den ler, han får som hele, ubehandlede tagsten fra Højslev Teglværk. Den ubrændte tagsten skæres i strimler, der kan gå ned i en gammel Husqvarna kødhakker, som vi husker den hjemme fra mors køkken.

Den har påmonteret en lang stang, som denne tirsdag betjenes af Bent Sørensen. Han har en god del af kropsvægten oppe at hænge på stangen for at klemme den massive ler ud i en lang, firkantet pølse, som Svend Erik Andersen tager imod.

- Til jul laver vi vaniljekranse i den. Men vi renser den lige først, lyder det fra spøgefuglen Bent Sørensen.

Ven med Højslev Teglværk

Svend Erik tager pølsen og lægger den til tørring lidt, inden den kommer til opskæring i en skabelon med en indbygget måleenhed af én stens længde.

Det er dog kun hver anden rille, der skæres helt igennem, for hver anden markeres blot med en lille ridse, så der bliver en »snydefuge«. På den måde kan man hele tiden bygge med to mursten ad gangen.

Stenene tager han med til Højslev Teglværk, hvor de bliver brændt, ganske ligesom rigtige sten. Teglværket bruger i øvrigt også selv de små sten og tegl til udstilling. Der laves omkring 1300 sten ad gangen, og der går 6.000-10.000 sten til et hus.

Svend Erik har været med i seks år, og han kommer mest på grund af fællesskabet.

- Jeg er pensionist, og jeg kunne da sagtens finde på noget at lave derhjemme i haven og i huset. Men bare det lige at komme lidt herned og få lidt gas og noget kaffe og en lille en, det betyder meget.

(Læs første afsnit af miniserien om Daugbjerg Minilandsby her)