Mindeord: Joan Britta Kristensen

Avisen har fra familien modtaget mindeord om Joan B. Kristensen, Anemonevej 36 i Stoholm, der sov stille ind efter kort tids sygdom d. 22. maj 2020, 63 år

31. maj 2020, 06:15
Arkivfoto

Joan Britta Kristensen (Herrup) blev født den 10. maj 1957 som det eneste barn af Ove og Signe Pedersen. Den lille familie boede på en ejendom i Mønsted, og Joan var blot 12 år gammel, da faderen døde, og hende og moderen Signe flyttede efterfølgende i det hus i Vestergade i Stoholm, hvor Signe stadig bor.

I midten af 1970’erne mødte Joan den 5 år ældre Finn, og de lod det hus på Anemonevej bygge i 1980, som parret stadig boede i. I 1981 kom datteren Louise til verden, og parret blev gift året efter i april 1982. I 1987 blev familien igen forøget, da datteren Malene blev født.

Joan blev udlært i A&G, og efterfølgende blev hun ansat hos herretøjsbutikken Marinus Nielsen i Skive – den nuværende Tøjeksperten. Her arbejdede hun i 41 år, og Joan var en stabil arbejdskraft, og sygedage var der ikke mange af i årenes løb. Joan satte stor pris på sit arbejde – ja, det var vel nærmest hendes DNA – og hun havde styr på mange mænds buksestørrelse i Skive og Salling-området. Joan kunne godt være rastløs, og i forbindelse med Corona-hjemsendelsen – og den 63-årige fødselsdag samt efterlønsbeviset tæt på – konstaterede hun hurtigt, at hun bestemt ikke var klar til at forlade arbejdsmarkedet endnu.

Joan var altid glad og smilende, og hun kunne godt lide festligt lag og højt humør. Også sol og varme stod højt på ønskesedlen, men frygten for en flyvetur gjorde, at ferierne stort set altid blev holdt i Danmark – dog blev det til en dejlig familieferie på den græske ø Zakynthos i 2010.

Joan var meget optaget af sport, og døtrene Louise og Malene blev altid fulgt tæt på håndboldbanen. I mange år var både Joan og Finn også faste tilskuere på hjemmebane, når Stoholms håndboldherrer spillede divisionskampe. Lokalfodbolden blev også set, og det gjaldt om for Joan at holde tungen lige i munden, når de to svigersønner – Anders fra Stoholm og Jens fra Mønsted – enten på banen eller uden for banen krydsede klinger.

Mest af alt elskede Joan sin familie, og hun var enormt stolt over de fire børnebørn, der kom til – Malte i 2008, Linus i 2011, Villads i 2014 og Oskar i 2017. Hun elskede dem og omvendt, og det var altid dejligt at få besøg af mormor eller blive passet hos mormor og morfar. Hun bekymrede sig meget, når de var syge, og forældrene fik ikke lov til at irettesætte de 4 unge mænd – så skulle mormor nok tage dem i forsvar.

»Ud af det blå« fik Joan konstateret kræft d. 17. april, og blot fem uger senere sov hun stille ind på Viborg Sygehus, mens Finn holdt hende i hånden.

Savnet bliver stort, og der bliver et markant tomrum, men i sådan en tid er det godt, at der er mange og gode minder at kigge tilbage på og have i hukommelsen.

Hun efterlader sig Finn og moderen Signe samt datteren Louise med familie i Stoholm og datteren Malene med familie i Mønsted.

Elsket og savnet - familien