112 Bilist fløjet til Skejby efter ildebefindende

En 45-årig mand påkørte fredag morgen en bilforhandlers facade på Viborgvej i Skive

29. maj 2020, 09:34
Arkivfoto: Henrik Ole Jensen

Skive Lokalpolitiet i Skive blev tidligt fredag morgen kaldt ud til et færdselsuheld ved Viborgvej 52 i Skive, hvor der ligger en Circle K station på nordsiden og en Peugeot-forhandler på sydsiden af Viborgvej.

En 45-årig mand fra Nordsalling tankede ved halvsekstiden hos Circle K sin varebil, der havde en trailer med en lille gravemaskine spændt efter.

På vej ud fra Circle K-stationen fik manden tilsyneladende et ildebefindende og mistede bevidstheden.

Imens trillede varebilen videre over vejen og ind i et vinduesparti hos Peugeot med påkørsel af 3-4 biler til følge.

En akutlægehelikopter kom til, og manden blev genoplivet på stedet og siden fløjet til Skejby Sygehus.

Mandens pårørende er underrettet, og der har siden ulykken været en bilenspektør på stedet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.