Daugbjerg Minilandsby Hvad kan man lære af en gammel kost?

I afsnit 3 stifter vi bekendtskab med tækkemænd fra fortiden og en 3D-printer fra fremtiden

03. juni 2020, 05:57
1 af 7 Ejvind Jakobsen (tv) har ansvaret for at lave de gode piassava-neg til tagdækkeren. Her får han hjælp af Svend Erik Andersen og Arne Sørensen, der sidder med ryggen til. Foto: Henrik Bagge
2 af 7 De små piassavaneg skal være tæt bundne og have den helt rigtige længde, for at du til noget. Foto: Henrik Bagge
3 af 7 Gert Skov sidder derhjemme og laver alle de små finesser som brønde, skorstene og små vandrebroer. Foto: Henrik Bagge
4 af 7 Vagn Brogaard er primært tagdækker i Daugbjerg Minilandsby værksted. Foto: Henrik Bagge
5 af 7 De små piassavaneg skal være tæt bundne og have den helt rigtige længde, for at du til noget. Foto: Henrik Bagge
6 af 7 Gert Skov sidder derhjemme og laver alle de små finesser som brønde, skorstene og små vandrebroer. Foto: Henrik Bagge
7 af 7 Ifølge Ejvind Jakobsen har man i minilandsbyens værksted et godt fællesskab med kærligt drilleri, hvor man skal kunne give lidt og tage lidt. Foto: Henrik Bagge

Daugbjerg/Stoholm I sidste uges afsnit af miniserien om Daugbjerg Minilandsby og dens gæve håndværkere hørte vi, at husene hovedsageligt ender på værkstedet i Stoholm, fordi murværket går til.

Men det gør det primært, fordi taget går til, så ud over, at man er begyndt at lægge tagpap på husene, har man også haft fokus på at sikre et bedre tag for at øge murværkets levetid.

Særligt stråtag har været sårbart, for hvis negene ikke er bundet ordentligt, falder stråene af og åbner for, at regnvand kan slippe ind. Og i den forbindelse er der særligt én mand, der har budt ind med sin gode forstand.

Neg af piassavastrå

»Stråtagene« laver de nu af piassava, som er de stærke, stive fibre, der blandt andet også anvendes i en god kost.

Og Ejvind Jakobsen var den, der argumenterede for, at det ville være en knippelgod idé at bruge piassava til de små, fine neg for at gøre stråtagene langtidsholdbare, og som ivrig debattør gennem mange år, havde han ikke svært ved at præsentere sine stråmandsargumenter.

- Jeg foreslog, vi skulle bruge piassava, for det var det, vi lavede staldkoste af i gamle dage, siger den tidligere kartoffelavler og trækker lidt fra igen, da han indrømmer, at han godt nok aldrig selv har lavet sine koste.

Danmarks sidste børstenbinder

Til gengæld ved han, at der kun er en regulær børstenbinder tilbage i Danmark, og han bor på Bornholm. Og han synes også, det er på sin plads, at han selv får lidt kredit for den gode idé.

- Det var jo først, da jeg kom herned, de overhovedet fandt ud af, hvad piassava er. Men det har jeg jo været ved at google, så nu er de blevet beriget med, hvad det egentlig er for noget, siger Ejvind Jakobsen.

Den kommer fra en speciel palme, hvor bladene er op til en meter lange. Når den så taber sine første blade efter cirka fem år, bliver de tørret og ribbet for alt, så der tilbage kun er »åren« eller stilken, om man vil.

- Og det er sgu den originale vare fra Sydamerika, siger Ejvind Jakobsen, der dog ikke er så langt væk for at hente sit materiale, som han derimod får fra Vikan A/S, der har hovedkvarter i Skive.

Et indbygget dilemma

Ejvind Jakobsen er primus motor i tilblivelsen af de mange neg til stråtagene, som han på skift får hjælp til af de andre, når de har en hånd fri.

I den anden ende af negene står Vagn Brogaard, der her i værkstedet er tagdækker, og ifølge Ejvind Jakobsen er rollefordelingen klar.

- Vi er en slags lærlinge. Det er os der binder negene til tækkemanden, siger Ejvind og afslører det indbyggede dilemma, der er i det arbejde.

- Jo mere præcise, vi bliver, jo hurtigere kan tækkeren arbejde, så det bider jo sig selv i røven hele tiden, griner han og giver bidetangen et ekstra hårdt klem.

Han fremhæver fællesskabet i værkstedet som den største værdi, men man skal ikke være sart, understreger han.

- Det kræver en speciel psyke. Hvis du kan tåle at lade dig drille, er du velkommen. Man skal kunne give lidt og tage lidt.

Så er der det med småt

Med taget på plads er vi ved at være rundt om de fleste roller i Daugbjerg Minilandsbys værksted, men der er dog stadig et enkelt punkt tilbage at berøre.

Nemlig alle de småting, der lige giver den sidste finesse til bygninger og deres omgivelser.

Og der spiller Gert Skov en rolle, selv om han ikke længere kan overkomme at møde op i værkstedet.

Han sidder nemlig derhjemme og laver de små detaljer såsom skorstene, brønde og gangbroer.

Og så er der bindingsværket. Det blev engang lavet af egetræ, men det rådnede over tid, så nu anvender man i stedet den slags plader, man bruger til at beklæde huse med, som så saves op i småbitte stykker, der gør det ud for bindingsværk.

Venner i modeljernbaneklubben

Vinduer og døre har de hidtil selv lavet af bly, men den sidste teknologiske udvikling gør, at de er begyndt at få lavet noget af det i plastik.

De har nemlig gjort sig til venner med Modeljernbaneklub Drejeskiven i Skive, som har en 3D-printer, der kan lave både vinduer og døre til Daugbjerg-drengene. Og det er en ordning, de er vældig godt tilfredse med.

- Det kunne måske også godt blive aktuelt at få sin egen 3D-printer, funderer sjakbajs Ib Vestergaard, men afviser, at det kunne være et ønske til 50-års jubilæet i 2044.

- Da er vi jo nok ikke med længere, griner han.