Tiden er ikke til kæpheste

Den nye præst i Vestfjends glæder sig til for alvor at møde sognebørnene

10. juni 2020, 10:07
1 af 2 Siden den 1. marts har Poul A. Beck og fru Kirsten haft hjemme i præstegården i Vroue. Planken over døren har følgende inskription: »MTSB - 1923 - MPDP«. Den henviser til Mikkel Thomssøn Bering og Mette Pedersdatter Pandrup, som byggede præstegården i 1723 og oprindeligt havde planken over det åbne ildsted inde i huset. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Poul A. Beck startede som sognepræst i Vestfjends den 1. marts 2020, men nåede kun lige de fem indsættelsesgudstjenester, inden coronaen ramte. Foto: Henrik Bagge

Vroue Han ligner en, der virkelig nyder tilværelsen, som han tager sommerligt imod i let sportsgear og badesandaler, mens han serverer kaffe og kiks ved havebordet.

Det er også en af de hidtil varmeste dage på året, men det er ikke kun derfor, humøret er højt hos Poul A. Beck, der er nytiltrådt kirkebogsførende sognepræst i Vestfjends Pastorat, der tæller Vroue, Vridsted, Iglsø, Fly og Sdr. Resen.

- Her er rigtig dejligt, og vi er meget glade for at være her. Naturen er i sig selv rigeligt skøn, og så er det en fantastisk præstegård. Det er jo helt unikt at bo i sådan noget, der snart er 300 år gammelt, siger sognepræst Poul A. Beck om Vroue Præstegård, der er fra 1723.

Det starter først rigtigt nu

Selv har Poul A. Beck 59 år på bagen. Han er på 31. år gift med Kirsten Ernen Beck, der er pensioneret overlæge fra psykiatrien. Kirstens to voksne piger fra første ægteskab har desuden leveret tilsammen fem børnebørn, hvoraf tre er i Viborg, mens de to øvrige er i Slagelse.

Hvervet som sognepræst i Vestfjends var med ansættelse fra den 1. marts 2020, så Poul A. Beck nåede kun lige de fem indsættelsesgudstjenester, inden coronaen ramte.

Dermed begrænser kendskabet til de nye menigheder sig endnu overvejende til medlemmerne af de fem menighedsråd, selv om præsteparret også allerede har en fin berøringsflade blandt borgerne i Vroue.

- Men det med rigtig at møde sognebørnene, det starter først nu, siger Poul A. Beck, der dog har sørget for, at de allerede kender ham bedre, end han kender dem. Coronanedlukningen blev nemlig brugt til at producere videogudstjenester i samarbejde med Kresten Breiner fra Vridsted.

Fortid i Baptistkirken

Først i 2018 blev Poul A. Beck uddannet folkekirkepræst, og det førte i første omgang til en række vikariater i blandt andet Karup og Salling, inden Poul A. Beck søgte den ledige stilling i Vestfjends Pastorat.

Men hans gerning strækker sig meget længere tilbage end det, helt præcist til 1993, hvor han indtrådte i sit første præsteembede i Viborg Baptistkirke.

Både Poul A. Beck og hustruen er nemlig opvokset i Baptistkirken, der primært adskiller sig fra folkekirken ved, at man ikke døber børnene med det samme, men venter, til de kommer omkring konfirmationsalderen, hvor de selv kan bestemme.

- Vi skiftede til folkekirken, fordi jeg gerne ville være præst et sted med en bredere folkelig tilknytning. Og også med en stærkere forankring i lokalsamfundet, som vi jo har det her, så kirken ikke er sådan en lukket enklave. Det var derfor, vi skiftede, siger Poul A. Beck og understreger, at der ikke var tale om noget dramatisk brud med Baptistkirken. De har stadig de samme venner der, hvoraf mange også mødte op til indsættelse i Vestfjends.

- Men baptistkirken er en lille kirke med omkring 5000 medlemmer, hvor mange er født ind i det og meget trofaste. Og det er også godt, men faren ved det er, at det bliver lidt sammenspist. Det er rart at møde nye mennesker engang imellem, og det var nok det, vi kom til at savne til sidst, siger Poul A. Beck.

Vi bør stå sammen

Baptistkirken er fra 1839 og den ældste af de danske frikirker, så den har en lang og glorværdig historie.

- Men i dag er der en helt anden forståelse og et større samarbejde kirkerne imellem og også et økonomisk pres på kirken. Er det så stadigvæk rigtigt at opretholde et skel mellem de to kirker, selv om man har mere end 90 procent til fælles, spørger Poul A. Beck retorisk.

- Der hylder jeg nok, at vi bør stå sammen og samarbejde. Vi har alligevel nærmet os hinanden, og skellene er blevet udvisket. En provst, jeg havde under et vikariat, sagde meget viseligt, at tiden ikke er til at dyrke vores kæpheste. Og det giver jeg ham ret i.