Hun tog omvejen til Sparkær

Anja Nadybal har forladt stenbroen for at blive præst i Østfjends

17. juni 2020, 06:10
Sama er en 10 år gammel mops, der fik et nyt hjem hos Anja Nadybal i 2019. Egentlig hed han Osama, men det syntes hans nye mor var synd, så nu hedder han bare Sama og kommer også, når hun kalder »Tykke« eller »Gammelfar«. Også efter de flyttede til Sparkær, hvor hun er den nye præst. Foto: Henrik Bagge

Sparkær Knaldrød neglelak, ravnesort hår, tatoveringer helt ud på fingrene og en guldtand i munden.

Dertil 40 smøger om dagen, et sprog som en havnearbejder og en fortid som bz´er på den københavnske stenbro.

- Og jeg skal have kaffe, der helst ikke smager af kaffe. Jeg er ikke blevet så voksen endnu, skraldgriner hun og dykker ned i sukkerskålen, inden hun hælder tre skefulde med top ned i en kop tjære.

Sparkær har fået en ny tilflytter, men var det ikke, fordi hun allerede er blevet et kendt ansigt i den østfjendske lilleby, havde de færreste formentlig gættet på, at der var tale om den nye præst.

Men det er der. Hun hedder Anja Nadybal, er 44 år og er kommet for at blive.

Fra et blandet ægteskab

Men tilbage i 80´erne var der ikke meget, der pegede i retning af hverken præstekjole eller Sparkær, da den unge Anja Nadybal trådte sine barnesko omkring Nørrebros Runddel, Jagtvej og Assistens Kirkegård, hvor det autonome miljø fyldte meget.

- Jeg har da kendt bz´erne og joinede dem faktisk også lidt i mine unge dage og var punker i Ungdomshuset og alt det der, siger Anja Nadybal.

Hun var også politisk aktiv på den yderste venstrefløj og dyrerettighedsaktivist.

Det kunne godt lyde, som om kristendommen har været fuldstændig fraværende i de unge, formative år.

- Både ja og nej. Jeg kommer fra sådan et blandet ægteskab, hvis man kan sige det sådan. Min mor er dansk, og min far er også født i Danmark, men er polsk og katolik. Så mine forældre er katolsk gift, jeg er katolsk døbt, og min søn er også katolsk døbt. Til gengæld er jeg protestantisk konfirmeret, griner Anja Nadybal.

- Men jeg har altid haft en tro og været helt overbevist om, at Gud findes og har skabt verden. Jeg har en far, der er meget troende uden nogensinde at have prædiket det. Så jeg har altid kunnet tale med ham om, hvem og hvad Gud er. Min mor er vel nærmest kulturkristen, men de har altså lige haft guldbryllup, så jeg tror bare altid der har været den her respekt i hjemmet for, at min far havde sin teologi, som han gik meget op i. Og nu, synes han så, at det er meget flot, at hans datter er blevet præst, siger Anja Nadybal med et andægtigt nik, der halvt imiterer fars stolthed og halvt afslører egen stolthed over fars anerkendelse.

I tilgift til faderens katolicisme føler hun sig også præget af den bagage, der fulgte med hendes polske bedsteforældre, som begge overlevede Auschwitz. Det har givet hende en stærk retfærdighedsfølelse og en trang til at yde omsorg, så også det har i bakspejlet peget i retning af at blive præst.

Har set lidt af det hele

Anja Nadybal blev oprindeligt uddannet socialpædagog i 2002 og virkede gennem en årrække i Kirkens Korshærs herberg for hjemløse og stofbrugere i Hillerødgade på Nørrebro.

- Så det var den hårde kerne af misbrugere. Der er nogle, der har et herbergsværelse, og så er der en natcafé for dem, der ikke har et værelse. De kommer ind med deres hunde for at sove en nat og få noget mad og noget bad og noget omsorg. Og så er der det, der hedder en paragraf 108, som er for dobbeltdiagnosticerede, hvilket vil sige, at de har både svært misbrug og svære psykiske lidelser, siger Anja Nadybal.

Siden blev hun tilknyttet Reden på Vesterbro, et opholdssted kun for kvinder midt i det kaos, som er den vesterbroske stofscene.

- Det er et hårdt miljø. Det er virkelig svært udsatte kvinder, som jo også tjener til deres stoffer ved at tilbyde sexarbejde. Og de bliver nogle gange udsat for ting, som, man tænker, kun sker i film. Så jeg har set lidt af det hele.

Blev brugt som præst

Vejen til Sparkær startede, da Anja Nadybal sideløbende med sit arbejde begyndte at læse teologi i 2007, egentlig bare af ren nysgerrighed og for at blive klogere.

- Jeg elsker at studere, men der er også ting i teologien, som du kan bruge i det pædagogiske felt. Der er meget etik og noget med at forstå mennesket fra nogle andre synsvinkler end det rent psykologiske, siger hun.

Oprindeligt var målet med studiet overhovedet ikke at blive præst, men den tanke sneg sig lige så stille ind ad bagvejen i den daglige omgang med hendes »borgere«, som Anja Nadybal kalder misbrugerne.

- De vidste jo godt, at jeg læste teologi, så ret hurtigt blev jeg jo »præsten« i det socialfaglige felt, og de brugte mig også til det. Men der var stadigvæk mange ting, jeg ikke kunne svare på. Kvinderne på Reden havde de her meget store spørgsmål omkring »jamen, elsker Gud også mig, når jeg nu har svigtet eller har levet mit liv sådan eller har haft seks kunder i dag?« Og det ville jeg rigtig gerne svare på, og så tænkte jeg: Nej, nu færdiggør jeg det her. Nu går jeg på pastoralseminariet. Nu skal jeg være præst.

Herrens veje...

Hvordan hun endte i Sparkær, har hun ikke noget strømlinet svar på, men hun registrerede, at det godt kunne bære den vej, da hun begyndte at kigge på job-annoncer.

Da fik hun i første omgang øje på den stilling i Vestfjends, som Poul A. Beck endte med at få, men hun fik den aldrig søgt, selv om den trak lidt i hende.

- Men så kom den her, og så tænkte jeg: »Herrens veje er uransagelige«, nu ringer du til biskoppen og menighedsrådsformanden, og så tager du op og besøger dem og ser, hvad det er. Og så sendte jeg en ansøgning og tænkte, at nu måtte det ligesom være op til Vorherre, om jeg skulle til Jylland eller ej. Og det skulle jeg så. Og nu er jeg her, siger Sparkærs nye præst med et signaturgrin og slår ud med armene.

----------------------------

FAKTA: ANJA NADYBAL

- Kirkebogsførende sognepræst i Sparkær-Gammelstrup

- 44 år og opvokset på Nørrebro, har en 25-årig søn, Marcus, i København

- Veganer, der ikke er flyttet til landbrugsdanmark for at prædike dyrevelfærd, men for at være præst for alle

- Ryger dagligt to pakker lyserød Manitou, som hun har lokket købmanden i Sparkær til at forhandle

- Har hundene Sama (en mops) og Sira (halvt langhåret chihuahua og halvt pomeranian)

- Er en »80´er-pige« med kulturel hang til melankoli som Michael Strunge, The Cure og favoritbandet Depeche Mode

- Er også en korsbåndsskadet håndboldpige med fortid i FIF (sammen med Camilla Andersen)

- Er i gang med at tage kørekort, har lært at sige »spejl, spejl, skulder« og har bestået teorien