Fleksible svejsekurser på Mercantec

Stilstand i industrien kan med fordel bruges til opkvalificering af medarbejdere

28. juni 2020, 11:41
Brian Gravgaard underviser på Mercantecs åbne, fleksible svejsecenter og står klar til at modtage kursister. Foto: Mercantec

Viborg Mercantec i Viborg tilbyder svejsekurser og certificering, som er skræddersyet virksomhedernes behov og tidsramme, mens dansk industri mærker konsekvenserne af Covid-19 på ordrebogen.

- Hvis vi skal ruste vores samfund til fremtiden, er det helt oplagt at sætte fart på opkvalificeringen. I krisetider handler det om at fokusere på muligheder, siger Mercantecs direktør Kirsten Holmgaard.

Åbent Svejsecenter på Mercantecs Teknologisk Videncenter tilbyder fleksible, vidtrækkende efteruddannelsesmoduler, der opkvalificerer ledige og ansatte i metalindustrien.

Centret opkvalificerer hvert år op til 2000 kursister og tilbyder en lang række certificeringer på kurser, der varer fra to dage og opefter.

Alt er 100 procent tilpasset virksomhedernes behov, og medarbejderne kan dermed tilgå kursusmodulerne og gennemføre certificeringerne, når det passer ind i virksomhedens planlægning.