Fly slog et slag for krolfen

Fly kunne officielt tage hul på en ny krolfbane, da der fredag var åbent hus med fine gæster

23. juni 2020, 10:15
1 af 4 Leif Søndergaard (th) og Birthe Andersen (med køllen), der begge var med guldholdet fra DM i krolf 2019, var kommet fra nabobyen Vridsted for at ønske tillykke og teste den nye bane i Fly. Foto: Henrik Bagge
2 af 4 Formand for Landdistriktsudvalget Mette Nielsen (S) var frisk på at gå en runde med de andre fremmødte, da hun var kommet for at klippe den røde snor til Flys nye krolfbane. Foto: Henrik Bagge
3 af 4 Tove Andersen havde bagt muffins, Ole Veje havde bagt brunsviger til åbent hus i krolfklubben. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Bjarne Andersen er formand for krolfklubben Fokus. Foto: Henrik Bagge

Fly Tove Andersen havde bagt muffins, Ole Veje havde bagt brunsviger, og når først den slags når næseborene på folk i Fly, ser de stort på alle forhindringer, inklusive vejret.

Men selv om der var varslet åbne sluser fra himlen, var det faktisk ikke engang så slemt, når det kom til stykket.

For da den nye krolfklub Fokus fredag holdt åbent hus fra klokken 16, blev der på magisk vis lige et ophold i de store skyller, der ellers indtil da havde præget dagen.

På den måde kunne en våd bane affejes med tør humor, da først klubbens formand Bjarne Andersen, dernæst formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune Mette Nielsen (S) og sidst formand for DGI Krolf Grethe Bjerre med korte taler kunne byde 30-40 interesserede velkommen til den nye, tætklippede bane på sportspladsen i Fly.

Mange fødselshjælpere

Formand for Fokus Bjarne Andersen bød velkommen med en takketale til de instanser, der udover initiativtagerne har været fødselshjælpere på den nye krolfbane i Fly.

- Vi har fået DGI til at hjælpe os med banerne, og vi har fået et tilskud fra kommunen til at købe udstyr for. Det var dog ikke helt nok, så vi har også fået midler fra Fly Borgerforening, der altid er så hjælpsomme, sagde Bjarne Andersen.

Han kunne endvidere oplyse, at der er træning tirsdag formiddag og torsdag aften, og at man for 100 kroner får et medlemskab, der også gælder for næste år. Herefter gav han ordet til formanden for Landdistriktsudvalget.

- Det er altid en fornøjelse at besøge byerne rundt i kommunen, og det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for de små landsbyer, for der bliver man altid så begejstret, når der sker ting og sager. Og det er en stor dag i Fly, for sådan er det jo, hver eneste gang der sker et godt initiativ drevet af ildsjæle, sagde Mette Nielsen og afslørede, at hun tidligere havde testet sine krolfevner uden den store succes.

- Også i krolf gælder ordsproget, at »øvelse gør mester«, sagde Mette Nielsen, inden hun med hjælp fra Bjarne Andersen kunne klippe den røde snor til åbning af krolfbanen og i øvrigt efterfølgende igen forsøgte sig udi krolfsporten med en runde sammen med de øvrige fremmødte.

Besøg af guldvindere

Grethe Bjerre er landsformand for DGI krolf, og hun havde taget turen helt fra Grenå for at ønske tillykke og give gode råd til den nye krolfklub i Fly.

- Jeg er så rigtig meget glad for at se, at så mange møder op til sådan et arrangement her. Den allerførste betingelse for at få sådan noget i gang er, at der er nogle ildsjæle, og det er der her. Når jeg er ude for at snakke krolf op, plejer jeg at kigge efter en gammel formand for fodbold eller badminton, som ved, hvad det drejer sig om. Ikke den nuværende formand i idrætsforeningen, som altid har for travlt. Når man så sidder sammen med de der gamle gutter og gutinder, der troede, at foreningsarbejdet lå bag dem, så pludselig kan man se i øjnene på dem, at nu tænder den. Og i løbet af et øjeblik har man solgt den, og så kører det, sagde Grethe Bjerre.

Dermed kunne alle de fremmødte slippes løs på banen, og hvis netværk har noget at sige i krolf, kan de i Fly bryste sig af at have de fineste venner i branchen.

Hele det hold fra nabobyen Vridsted, der i efteråret vandt guld til DM i krolf, var nemlig mødt op i Fly for at ønske god vind og teste banen, og Villy Jensen, Leif Søndergaard, Birthe Andersen og Kurt Normann Andersen var bestemt ikke nærige med gode tips til, hvordan de nye i sporten kan holde scoren lav.