Fjends Cup nr. 38 overlever corona

Torsdag går det igen løs i Sparkær, når otte holds fodboldsultne tyrekalve slippes på græs

21. juli 2020, 10:15
Fjends Cup satte publikumsrekord i 2019 og blev vundet af Stoholm IF efter finalesejr på 2-1 over Skals. Arkivfoto: Britta Kristiansen

SPARKÆR Det så temmelig dystert ud for årets Fjends Cup tidligere på året, da alt var lukket ned og fodbolden sat på vågeblus.

Men vedholdende, som de er i Sparkær, holdt arrangørerne aldrig op med at tro på, at det nok skulle gå, og man ville i hvert fald vente til allersidste øjeblik, inden man ville skride til en aflysning.

Det blev som bekendt ikke nødvendigt, da der igen blev lukket op for aktiviteter på fodboldbanerne i løbet af juni måned.

På torsdag klokken 18.30 kan man således igen fløjte op til kamp på to baner, når den traditionsrige turnering afvikles med de samme otte hold, som deltog sidste år.

Strækker sig over 10 dage

Lodtrækningen blev foretaget den 15. juni live på facebook for tredje år i træk, og den magede det således, at pulje 1 består af Sparkær, Borup, Feldborg/Haderup og Skals, mens pulje 2 består af Stoholm, Ravnsbjerg/Løgstrup, Mønsted og Karup/Kølvrå 07.

Torsdag mødes Sparkær og Borup i den ene åbningskamp, mens Stoholm og Ravnsbjerg/Løgstrup er først til at tage den anden bane i brug.

Med puljekampe igen lørdag og tirsdag kommer alle til at møde alle indenfor puljen, inden der er semifinaleaften torsdag den 30. juli og finaledag lørdag den 1. august.

Enkelte regelændringer

Grundet den forsømte forårssæson er Fjends Cup i år den første turnering, hvor spillerne skal ud i betydende kampe, og selv om næsten alt er ved det gamle, og turneringen ser ud til at kunne gennemføres, som man plejer, har der alligevel sneget sig et par regelændringer ind, i øvrigt på opfordring af et par af klubberne, oplyser formand for Fjends Cup Hans Peter Johansen.

- Vi følger de andre store, europæiske turneringer og tillader fem indskiftninger i kampene, og for at undgå for mange spilstop i de indledende kampe, bliver der her tale om flydende ud- og indskiftninger. Det vil sige, at det er trænerens opgave at styre skiftene, uden at dommeren skal involveres, siger Hans Peter Johansen og oplyser, at en kamp til Fjends Cup varer to gange 35 minutter.

Han kan også oplyse, at banerne efter et forår med moderat belastning er i meget fin stand.

Sultne efter at komme i kamp

Ordet tradition klæber sig til den populære sommerturnering, der for nogle næsten betyder lige så meget som den ordinære turnering med langt flere tilskuere på lægterne, end de er vant til, og særligt i år fornemmer turneringslederen, at spillerne er meget sultne efter at komme i »rigtig« kamp.

Der er allerede på forhånd masser af hype omkring turneringen, der også har et online liv med hjemmesiden fjendscup.dk og facebooksiden Fjends Cup.

Her kan man læse alt om turneringen og følge med i resultater, stillinger og målscorere, og det er også her, at man finder tipskuponen Tips 12, hvor man tipper de 12 indledende kampe og har mulighed for at vinde flotte præmier.

En overraskelse lurer

Og skal man tro de foreløbige tippere i Tips 12, så er det sidste års finaledeltagere fra Stoholm og Skals, der igen er de to helt store forhåndsfavoritter.

Men Fjends Cup er kendt for mange overraskelser, og ifølge Hans Peter Johansen er der grund til at holde øje med de gule fra Feldborg/Haderup, der i foråret 2019 spillede i serie 5, men nu starter op i serie 3 med et ungt og stærkt hold, der godt kunne blive årets »dark horse«.

Formanden garanterer i øvrigt igen i år kolde øller og varme pøller til et fodboldsultent publikum, der også kan se frem til masser af lodtrækningspræmier på indgangsbilletterne.