Tre generationer i Fjends Cup

Formand Hans Peter Johansen har selv leveret startskuddet til ny klub i Fjends Cup

28. juli 2020, 14:15
Mads, HP og Jens Johansen er foreløbig de eneste, der har plads i Fjends Cups »Far/søn/barnebarn-klub«. Privatfoto

Sparkær Allerede i 2007 kunne man indstifte Fjends Cups »Far/søn-klub« i den nu 38-årige turnering.

Den består af fædre og deres sønner, som begge har optrådt på grønsværen i den legendariske turnering og tæller efterhånden en del par.

Men med torsdagens første puljekampe i årets udgave kunne man starte en helt ny klub, nemlig »Far/søn/barnebarn-klubben«.

Det skete, da 19-årige Mads Trærup Johansen trådte ind på scenen og dermed blev tredje generation af The Johansens som aktiv i Fjends Cup efter sin far Jens og sin bedstefar, Fjends Cups »grand old man«, formand Hans Peter Johansen.

Garnede to gange

Og sikke en entre! Mads Trærup Johansen kvitterede for sin debut ved at score begge Sparkærs mål i 2-3 nederlaget til Borup.

Det er dog langtfra nok til at sikre sig nogen form for håneret, hvis man skal tro hans bedstefar, der ikke holder sig for god til at minde de to næste generationer om sin egen medvirken i finalesejren over Mønsted i 1984.

Den omsiggribende »Far/søn-klub« har også i år fået nye medlemmer.

Det skete, da 19-årige Daniel Groth lørdag var med på Stoholms hold, endda sammen med farmand Morten Groth, der stadig er særdeles aktiv.

Også Mønsted IF fik et nyt par med i klubben, idet 16-årige Gustav Jønsson har samlet handsken op efter sin far Rasmus og ligesom ham taget plads mellem stængerne.