Nyt digitalt kort viser modstandskampen

Frihedsmuseet samler detaljer om nedkastninger under 2. verdenskrig

30. juli 2020, 11:40
Helmer Andreas Wøldike organiserede en modstandsgruppe i Viborg og deltog i Stoholmgruppens modtagelser på Gammelstrup Hede, inden han blev arresteret i december 1943 og henrettet i Ryvangen. Foto: Nationalmuseet

Fjends Historikere, arkivarer og andet godtfolk med en særlig interesse for fortællingen om de danske modstandsfolks gøren og laden under 2. verdenskrig har fået et nyt hjælpeværktøj til at dokumentere modstandskampen.

Det er Frihedsmuseet under Nationalmuseet, der står bag et helt nyt digitalt kort, hvor man kan dykke ned i alle krigens sabotageaktioner og nedkastninger af blandt andet våben og allierede agenter i Danmark under 2. verdenskrig.

Det er i forbindelse med genåbningen af Frihedsmuseet den 3. juli, at man har udviklet det digitale Danmarkskort, og alle interesserede har nu mulighed for eksempelvis at søge helt ned på specifikke vejnavne i kortet.

- Kortet er tilgængeligt for alle, der måtte have lyst til at se, om der er sket noget i det område, hvor de bor, eller i et andet område, de er interesserede i, siger Henrik Lundbak, der er museumsinspektør for Frihedsmuseet og ansvarlig for det nye kort.

Aktiv Stoholmgruppe

Når man dykker ned i de forskellige aktioner, kan man typisk læse om, hvad der skete hvornår, og ofte vil der være billeder knyttet til.

Det er der også under afsnittet om Stoholmgruppens nedkastninger på Gammelstrup Hede, hvor et billede er tilknyttet af Helmer Andreas Wøldike, som organiserede en modstandsgruppe i Viborg og deltog i Stoholmgruppens modtagelser på heden, inden han blev arresteret i december 1943 og henrettet i Ryvangen.

Kortet viser, at det i alt blev til syv nedkastninger på Gammelstrup Hede nær Birkesø, inden Stoholmgruppen blev identificeret og optrevlet.

De første tre nedkastninger fandt sted i slutningen af 1943, hvor en aktion blev opdaget, hvorefter gruppen måtte holde lav profil.

Aktionerne blev genoptaget cirka et år senere med den sidste nedkastning nytårsaften 1944.

Derefter fulgte i alt seks nedkastninger i starten af 1945 ved et nyt nedkastningssted tæt på Jordbro Å nord for Viborgvej.

Flere steder i Fjends

Men også andre steder i Fjends var der nedkastninger til modstandsfolk med i alt seks modtagelser i april 1945 ved Vinkelplet nær Vinkel i Nordfjends.

Da nærmer krigen sig sin afslutning, og der sker nedkastninger hver dag. Men allerede i september 1944 har man forsøgt sig med en nedkastning i nærheden ved Somborg Gård, ligesom der også har været en enkelt nedkastning ved Saltenhøje nord for Hejlskov.

Og længere sydpå i Fjends fandt fire nedkastninger sted ved Vedhoved Gård mellem Mønsted og Grønhøj mellem september 1944 og marts 1945.

Kortet dokumenterer også to sabotageaktioner mod flyvepladsen i Karup.