Kommunale midler varmer i Vibland

Viborg Kommune støtter projekt med 220.000 kroner

01. august 2020, 11:26
Illustration: Vibland

Fjends Allerede før, coronaen ændrede danskerne rejsevaner, havde Vibland (Viborg Landsbysammenslutning) skabt ideen til det nye tiltag »Turist i egen kommune«.

Med landsbyernes forskelligartede historie og gode fortællinger samt den varierede natur er det Viblands idé, at borgerne i Viborg Kommune i højere grad skal nyde de gode oplevelser i deres eget lokalområde på Viborgegnen.

Vibland præsenterede allerede sidste år det nye tiltag for ildsjæle og repræsentanter fra kommunens landsbyer ved et arrangement med turismekonsulent Britta Leth, hvor der var stor opbakning til at arbejde videre med projektet om at udvikle turismen indenfor kommunens grænser.

Hjælp fra kommunen

Men mens frivillig arbejdskraft til alle tider er den drivende kraft i såvel Viblands bestyrelse som i landsbyerne, var man ikke sene til at takke ja, da der pludselig kom hjælp fra Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune, der var blevet præsenteret for det nye tiltag.

Politikerne syntes simpelthen, at det var et vildt godt projekt, og i maj gav Landdistriktsudvalget derfor en bevilling på 220.000 kroner til ny hjemmeside og markedsføring af projektet »Turist i egen kommune«.

Vibland har siden haft travlt med at opbygge den nye hjemmeside turistiegenkommune.dk, hvortil landsbyerne selv kan indberette spændende lokationer og aktiviteter.

Større sammenhængskraft

Formand for Vibland Lone Kastberg er selvsagt glad for politikernes opbakning til det nye initiativ.

- Det vil give større sammenhængskraft og øge fællesskabet i hele kommunen, og på sigt får nogle måske også lyst til at flytte til landsbyerne, hvor der er masser af nærvær, siger Lone Kastberg, der i øvrigt netop er blevet valgt ind i bestyrelsen for Landdistrikternes Fællesråd, hvor hun får endnu større mulighed for at arbejde for udvikling af livet på landet.