Badning frarådes ved Hjarbæk Strandpark

Ifølge Viborg Kommune har kvaliteten af badevandet taget et dyk to steder

31. juli 2020, 10:46
Arkivfoto

Hjarbæk Der er målt et for højt antal af fækale bakterier ved Hjarbæk Strandpark. Det fremgår af en meddelelse fra Viborg Kommune.

Derfor er der sat skilte op på stedet med besked om, at badning frarådes indtil videre.

Der er torsdag blevet udtaget nye prøver, som der forventes svar på i løbet af søndag, og hvis resultaterne af prøverne overholder kvalitetskravene, fjernes skiltene igen.

Det samme forhold gør sig gældende ved Ulbjerg Klint, hvor Viborg Kommune ligeledes fraråder badning, indtil resultaterne af de sidste prøver foreligger.

Ifølge Ruslana Gladnyeva fra Natur og Vand ved Viborg Kommune formoder man, at det er store regnmængder sidste weekend med deraf følgende overløb af spildevand ved renseanlægget ved Ulbjerg, der har afstedkommet det forhøjede antal bakterier i badevandet.