Stoholm vandt Fjends Cup igen

Heine Kristensen afgjorde finalen mod Skals i sidste øjeblik

01. august 2020, 18:34
Spillende træner Jesper Lindegaard kunne for andet år i træk nyde en lufttur, da Stoholm havde besejret Skals 1-0 i finalen til Fjends Cup 2020. Foto: Henrik Bagge

Sparkær Det var ren deja vu, hvis man tænker tilbage til sidste år ved samme tid, da finalen i Fjends Cup 2020 lørdag blev afviklet for 38. gang i Sparkær.

Holdene var de samme, resultatet var det samme, og publikum var for størstedelens vedkommende sikkert også det samme, bortset fra at der denne gang var endnu flere end sidste års rekordår.

Det betyder, at Stoholm med held forsvarede sidste års Fjends Cup titel efter finalesejr over Skals, denne gang med resultatet 1-0 i modsætning til sidste års sejr på 2-1.

Afgørelsen trak ud

Men til det sidste så det faktisk ud til, at spændingen skulle trække i langdrag, da det ved 0-0 efter 89 minutter begyndte at lugte fælt af en afgørelse ved straffesparkskonkurrence.

Men så var det, at Stoholms Heine Kristensen dukkede op ved fjerneste stolpe, hvor han fra tæt hold og en spids vinkel hamrede bolden op i nettaget efter forbilledligt forarbejde af Martin Trankjær.

Siden fik samme Kristensen faktisk også muligheden for at gøre det til 2-0, da Skals kastede alle mand frem i overtiden, men Heine brændte aleine med målmanden.

I samme øjeblik fløjtede dommeren dog kampen af, og jubelen kunne bryde løs både på banen og tilskuerpladserne.

Skals med flest chancer

Var det så fortjent? Næh, overhovedet ikke. Men fodbold går som bekendt ud på at score mål, og det formåede Skals ikke trods de bedste tilbud i en ret chancefattig kamp.

De havde bolden mest, skabte også mest, men brændte også mest.

Tættest på kom de grønne fra Skals med to afslutninger på overliggeren indenfor et minut lige før pausen, mens Stoholm kampen igennem var bedst til at løbe i offside.

Men det var altså kun indtil det sidste minut, hvor pengene for en gangs skyld passede, og så kan de i Stoholm se stort på, at de faktisk ikke spillede en særlig god kamp. Det er den negative udlægning.

Den positive udlægning er, at de var uhyre effektive foran mål på en dag, hvor deres Greatest Hits kunne være udkommet på en single, og det halvsløje spil var forlængst glemt, da Stoholm-spillerne (igen) kunne lade champagnepropperne springe til »We are the champions«.