De elsker asfalt

Game Streetmekka Viborg kom forbi Mønsted med deres roadshow

04. august 2020, 11:01
1 af 4 Helena Jørgensen har smidt rulleskøjterne og får hjælp af far Ulrik til at komme i en beskyttelsesdragt, så hun kan teste sine graffiti-evner på en trævæg. Foto: Henrik Bagge
2 af 4 Der var blandt andet ramper og en minifodboldbane blandt de sager, Thomas Gissel og resten af holdet fra Game Streetmekka Viborg havde taget med til Mønsted. Foto: Henrik Bagge
3 af 4 Joaquin hjælper Helena Jørgensen med tips til, hvordan man laver fed graffiti. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Thomas Gissel er den daglige leder af Game Streetmekka Viborg, der holder til på Nellikevej i Viborg, når de da ikke lige er på sommerturné i oplandet. Foto: Henrik Bagge

MØnsted Op mod et halvt hundrede børn havde torsdag spændt hjelmen og indfundet sig på parkeringspladsen foran Østfjendshallen i Mønsted, hvor de under kyndig vejledning kunne teste egne evner udi den vidt forgrenede streetsport med skating, scooting, parkour, basket, streetfodbold og street-art som nogle af subgenrerne.

Det var friske typer fra gadeidrætshuset »Game Streetmekka Viborg«, der denne sommer har taget deres koncept ud på landevejen under overskriften »Game on the road« og i den anledning lagde vejen forbi Mønsted, ligesom de i øvrigt gjorde det tidligere på ugen foran Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

På turné for puljemidler

Idrætshuset åbnede i 2018 i en udtjent industribygning på 4000 kvadratmeter på Nellikevej i Viborg, hvor man siden i samarbejde med Viborg Kommune har inviteret børn, unge og voksne inden for til alle de fede ting inden for streetkulturen.

I år havde man så sikret sig midler fra en sommerferiepulje, så man kunne tage på turné til ti byer i oplandet for både at møde allerede tilknyttede medlemmer på deres hjemmebane og så selvfølgelig også for at tiltrække nye nysgerrige.

Og det lykkedes meget godt i Mønsted, hvor leder af Game Streetmekka i Viborg Thomas Gissel over middag vurderede, at i hvert fald 40 børn og en del forældre havde været forbi den mobile streetkaravane, der på dagen også inkluderede tre hjælpere ud over chefen selv.

- Der stod allerede 15 børn klar, da vi skulle starte klokken 11, og siden er mange kommet til, så det har været rigtig hyggeligt. Jeg synes, det er utroligt flot, at så lille en by kan mønstre så mange, lød det rosende fra Thomas Gissel.

Frem med spraydåsen

Til sprøde beats fra en boom-box kunne de mange børn muntre sig med skatingramper, et basketballnet og en minifodboldbane, alt sammen med udgangspunkt i foretagendets mantra »We love asphalt«.

Og så var der også indrettet et hjørne med en væg til graffiti, og det var her, vi fandt seksårige Helena Jørgensen fra Mønsted, mens hun var i færd med at tage sine rulleskøjter af, så hun i stedet kunne iklæde sig en supersize flyverdragt i plastik og beskyttelsesmaske, så hun var klar til at gå amok med en spraydåse.

Hun havde prøvet lidt af det hele og syntes, det havde været en god dag.

- Det er fedt nok. Nogle af mine venner er her også. Asta er her. Men jeg er ikke vant til så store ramper, så jeg tør ikke uden min far, indrømmede Helena uden rulleskøjter og kiggede op på Ulrik Jørgensen, der brugte lidt torsdag sammen med sin datter til streetmekka.