Peder T. til jubilæum nordpå

For 25. gang kunne Romlunds rallyhelt give den gas i Sæby

09. august 2020, 05:29
Foto: Lars Hoffmann

Romlund Han var med helt fra starten, så 24 år i træk var Peder T. Jensen hidtil draget til Sæby for at deltage i den traditionsrige Motorsportsfestival.

For nylig var det så den tid igen, men det, der skulle have været en stor jubilæumsfest med alt, hvad dertil hører, var på grund af coronavirussen blevet udsat til næste år.

Det forhindrede dog ikke det lokale rallycross team i at have sit eget lille jubilæum, og løb var der under alle omstændigheder.

Det var blot blevet omdøbt til »Uge 30-løbet«, der startede fredag med masser af regn, og efter træningen blev løbet udskudt nogle timer.

Med fremme hele vejen

Da man endelig var klar til start, væltede regnen ned igen, men det forhindrede ikke Peder T. i at komme først fra start og holde den placering til målflaget, inden det i andet heat blev til en tredjeplads.

Lørdag morgen var banen blevet god igen, og efter en andenplads til Peder T. i stævnets tredje heat, blev det til en sikker sejr i det fjerde.

Dermed var det finaletid, og her kunne Peder T. køre en fin andenplads hjem efter en indædt fight om sejren.

Nu slapper teamet lidt af, inden det går løs på Nisseringen på Sjælland i uge 32.