Klædt på til narrestreger

Lokalrådet har sikret, at Mønsteds nye bypedeller ikke bliver væk for hinanden

11. august 2020, 13:32
1 af 4 Mønsteds bypedeller bliver standsmæssigt kørende på den havetraktor, Hans Nielsen (ved rattet) fra Hobbyhuset leverede til dem sammen med en række andre hjælpeværktøjer til deres arbejde. Foto: Henrik Bagge
2 af 4 »Trip, trap, træsko«. Syv af Mønsteds nye bypedeller, der indtil videre tæller 16 frivillige, linede glade op til holdfoto, da de havde fået udleveret deres nye uniform. Foto: Henrik Bagge
3 af 4 Der var nok af legetøj at gå i gang med, da Hans Nielsen fra Hobbyhuset i Stoholm kom forbi med en hel, lille maskinpark til Mønsteds bypedeller. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Hans Nielsen fra Hobbyhuset tog den pædagogiske mine på, da han skulle instruere bypedellerne i korrekt og ansvarlig brug af den nye maskinpark, han lige havde leveret. Foto: Henrik Bagge

Mønsted Det gør jo ikke noget, man også ser lidt godt ud, når man skal ud at luge ukrudt, så cirka halvdelen af Mønsteds nye korps på 16 bypedeller var onsdag samlet ved Østfjendshallen for at modtage deres nye uniform bestående af selvlysende veste og tilhørende kasket med Viborg Landsbysammenslutning (Vibland) som afsender.

På en pæn måde gjorde Kurt Mosgaard fra Lokalrådet pedellerne opmærksomme på, at vestene havde ry for at være »lidt små« i numrene, hvorfor han havde bestilt dem alle et nummer større, end pedellerne ellers selv havde oplyst.

Og det så ud til at passe. I hvert fald tog de fremmødte sig bragende godt ud, da der blev linet op til holdfoto af Mønsteds første sæson med bypedeller.

Mens de fleste af dem nok ikke har noget imod betegnelsen »seniorer«, tæller truppen også årsungen Frank Kingo Mikkelsen fra Østfjendshallen, der dermed gør op med myten om, at man skal være pensionist for at deltage.

Motorsavspuljen i spil

Bypedellerne havde knap vænnet sig til deres nye garderobe, før en bil fra Hobbyhuset i Stoholm rullede ind på parkeringspladsen med flere gode nyheder.

Det var indehaver Hans Nielsen selv, der sad ved rattet, og bag sig havde han en trailer fuld af ene gode sager, som er betalt af midler, der kommer fra Viborg Kommunes »pulje til vedligeholdelse af mindre arealer« - populært kaldet »motorsavspuljen« - og i alt beløber sig til 20.000 kroner.

For det har de blandt andet fået en hypermoderne Husqvarna havetraktor med trailer, en brølende buskrydder af samme mærke og et bredt udvalg af koste, hakker og river.

Humøret var højt i flokken ved udsigten til det nye legetøj, og mens én bypedel gjorde opmærksom på, at de ikke var meget for manuelt arbejde, men at de mange redskaber mest var for et syns skyld, når der skulle tages et billede, foreslog en anden, at kostene kunne lejes ud til Sankt Hans.

Og apropos Sankt Hans, så havde Nielsen fra Hobbyhuset også sat tid af til at give en grundig instruktion i korrekt brug af havetraktor og buskrydder, og han havde lige nøjagtig hældt nok brændstof på begge til, at de kunne starte.

Når vinteren rinder...

Således blev det på en god dag for det frivillige arbejde sikret, at Mønsteds bypedeller nu i hvert fald ikke bliver væk for hinanden, mens de fremover går og synger »med min hakke, min skovl og min spade«, når vinteren (eller en af de andre årstider) rinder i grøft og i grav.

Bypedellerne indgår i Mønsted og Omegns Lokalråd og er allerede tidligere på sommeren tyvstartet med opgaver ved legepladsen på Mønsteds grønne område.