Barsk start i serie 2

Stoholm tabte sæsonåbneren med 2-7

11. august 2020, 13:27
Arkivfoto

Stoholm Stoholm IF-Fodbold har under spillende træner Jesper Lindegaards ledelse haft en lang, ubesejret stime. Faktisk havde mandskabet ikke tabt en turneringskamp med ham ved roret, før lørdagens sæsonstart mod Viborg Søndermarken i Liseborg, men det skulle der blive lavet eftertrykkeligt om på.

Det blev nemlig en barsk start på tilværelsen i serie 2, og der var ikke engang spillet 10 minutter, før et afbudsramt og meget ungt SIF-hold var bagud med 3-0, og så var den kamp reelt set afgjort.

Allerede i første minut måtte Emil Rauff ud med et gult kort, da han bremsede en modstander i frit løb mod mål, og det efterfølgende frispark blev sendt i nettet.

Efter en god halv times spil fik fjandboerne reduceret til 1-3 ved Nicolaj Christensen, der udnyttede Jesper Lindegaards forarbejde, og kort tid efter fik Søndermarken en 10 minutters udvisning for et frispark mod netop Lindegaard. Alligevel øgede hjemmeholdet i undertal kort før pausen til 4-1.

Efter pausen forsøgte SIF at klø på i heden, men det blev 6-1, før Casper Drensborg reducerede til 6-2 i 75. minut. I slutfasen satte Søndermarken trumf på med det afsluttende mål til slutresultatet 7-2 i en kamp, hvor der efterfølgende var trænerros til Thorbjørn Eriksen, der på en afbudsramt dag havde sagt ja til at yde assistance.

Efterfølgende havde assistenttræner Kim Kirkeby følgende kommentarer.

- Det blev en meget svær efterårsstart for os, og vi må erkende, at vi fik en hård medfart. Nu håber vi på at have flere folk at gøre godt med i den kommende runde, for det bliver også meget svært, når vi tager imod Hanstholm, der startede med en 5-0 sejr over Sallingsund. Serie 2 er noget andet end serie 3, og det ved vi også godt, så nu må vi forsøge at komme op på hesten igen, lød det fra Kim Kirkeby.

Det er lørdag den 15. august, at Hanstholm kommer på besøg med kampstart klokken 15.