Fin miniturnering i Stoholm

Fire lokale serie 5 klubber testede formen inden sæsonstart

12. august 2020, 12:55
Her er det Mønsted og Sparkær, der tørner sammen i miniturneringen i Stoholm forud for opstarten i serie 5. Foto: Hans Peter Johansen

Stoholm I kølvandet på den 38. udgave af Fjends Cup, som Stoholm som bekendt vandt for andet år i træk, inviterede Stoholm i denne uge selv til en miniturnering for fire af klubberne til Fjends Cup. Her var der dog tale om en invitation til klubbernes andethold, der alle spiller i serie 5.

Det drejede sig om Sparkær, Mønsted, Borup og så naturligvis værterne fra Stoholm.

Samtidig var det også første gang i næsten et år, at der blev spillet på Stoholm Stadion. Sidste efterår var stadion lukket, da der skulle laves en ny atletikbane, mens foråret jo blev aflyst på grund af corona. I mellemtiden er den flotte tribunetilbygning blevet færdiggjort, så forholdene er nu rigtig fine.

Fire tætte kampe

Som det også gør sig gældende ved det indledende puljespil til Fjends Cup, så var spilletiden 2 X 35 minutter. Mandag blev der spillet »semifinaler«, og her endte lokalopgøret mellem Sparkær og Mønsted 2-2, hvorefter Sparkær sejrede i straffesparkskonkurrence. Efterfølgende vandt Stoholm en ligeledes tæt kamp mod Borup med 1-0, og så var kampene på plads til den afsluttende torsdag.

Her vandt Borup først kampen om tredjepladsen over Mønsted med 5-3, og dernæst gjaldt det finalen, der blev absolut spændende og underholdende.

Sparkær førte lynhurtigt 2-0, men værterne fik reduceret inden pausen. I 2. halvleg bragte Stoholm sig i vinderposition, da holdet kom foran 3-2, men Sparkær udlignede i den absolutte slutfase.

Så var der igen brug for straffesparkskonkurrence, og begge hold scorede på de første fem forsøg, så stillingen nu var 8-8. Herefter kom Stoholm på 9-8, inden Sparkær brændte, og så var facit på plads.

Alt i alt fire gode og tætte træningskampe i fint vejr på Stoholm Stadion, og dermed er også klubbernes andethold lidt mere klar til efterårssæsonen.