Det, man vander, gror

17. august 2020, 14:06
Mette Nielsen. Privatfoto

Socialdemokratiet fremførte i valgkampen et ønske om, at de mest nedslidte skal kunne gå tidligere på pension. Det har været hjerteblod fra første færd, at få det på plads, efter Mette Fredriksen overtog nøglerne til statsministeriet. Coronaen har dog betydet, at arbejdet har mødt en del forsinkelse.

Vi lever længere, derfor er det også naturligt, at vi skal arbejde lidt mere, når vi generelt set lever længere. Det betyder også, at vi har råd til at investere i velfærden. Men hvis vi skal arbejde længere, så skal vi også finde en god og værdig løsning for dem, der ikke kan holde til at gå på arbejde frem til pensionsalderen. Fordi de har knoklet enten længere tid, eller der er skavanker som er stødt til, eller fordi de har haft hårdere jobs end andre, og derfor er blevet nedslidte. Så lad mig slå fast: Der ER behov for gode tilbagetrækningsmuligheder for de nedslidte.

Socialdemokratiets ønske om, at de mest nedslidte skal kunne gå tidligere på pension, vil snart blive fremlagt – for det KAN lade sig gøre. Jeg glæder mig til at se, hvordan det går med den politiske opbakning. Særligt spændende bliver det at se, om DF og Konservative er med. Det vil jeg tro, at de begge er ”af forskellige grunde”. DF fordi de ganske simpelthen ikke har brug for at Mette Frederiksen udskriver et valg, hvis ikke ”løftet til Arne og Co. kan indfries – som lovet. DF´s vælgeropbakning ”hænger i bremsen”, og mon Kristian Thulesen Dahl vil kunne klare et valgnederlag mere. Jeg tror det ikke. Derfor tror jeg, at vi vil se DF som en del af aftalen.

Konservative går frem i alle meningsmålingerne pt., så mon ikke der er interesse i, at være med ved bordet, og måske at gå yderligere frem i vælgeropbakning. Der er kommentatorer der spår om, at når Konservative rammer 10 procent, så vi vil se, at Søren Pape melder sig som statsministerkandidat i ”blå blok”.

Lars Løkke har i dagens udgave af B.T meldt ud, at han fortsat er kritisk over for ”Arne og Co”, efter et feltstudie, som han har været på i Nyhavn. Lars Løkke vil blindt lade pensionsalderen stige. Måske det vil blive mere retvisende for Lars Løkke, hvis studiet havde været i hjemmeplejen, hos Danish Crown, Danpo eller på en byggeplads med håndværkere inde i en storby – som slæber materialer op og ned – hver eneste dag.

Det man vander gror. Jeg vander et ønske om politiske løsninger – med forskellige partier – hvor der gennemføres mest socialdemokratisk politik. Det gælder både nationalt og lokalt.