3 SVAR: Det har jeg lavet i min sommerferie

Hvad har du lavet i din sommerferie?

22. august 2020, 05:16
1 af 3 NIELS JØRGEN LYNGSØ, KJELDBJERG Jeg har ikke lavet så forfærdelig meget, må jeg indrømme. Men et par familieudflugter blev det da til. Besøgte bl.a. museum Tirpitz i Blåvand og Strandingsmuseum St. George i Thorsminde. Ellers blev det mestendels til afslapning på egen matrikel, dog afbrudt af den ugentlige træningsaften i Kjeldbjerg UIF, der har kørt med god tilslutning hele sommeren. Nå ja, nogle besøg ved dyrlægen blev det også til, der var lige et par hunkatte der skulle steriliseres for at stoppe tilvæksten af kattekillinger på føromtalte matrikel.
2 af 3 GRETHE ULSTRUP, STOHOLM To ugers sommerferie blev det til. Først en dejlig uge herhjemme med vore to yngste børnebørn, så de kunne holde ferie fra børnehave/SFO. Den næste uge startede med en enkelt dag med tørvejr, så jeg sneg mig lige til at færdiggøre et stykke udvendigt malerarbejde. De sidste tre dage kom vort yngste barnebarn og blev forkælet helt for sig selv. Det var ikke badevejr, men vi fik dog gjort gummistøvlerne våde ved at samle muslinger. Skovlegeplads blev det også til, samtidig med at »vore« svampesteder blev tjekket.
3 af 3 HANS JØRGEN NØRGAARD, VRIDSTED Sommerferien 2020 var som altid planlagt til at skulle tilbringes i Sydfrankrig. Men det fik coronaen vendt op og ned på, så vi blev i stedet turister i vores eget land. En forårsfastliggerplads på Morsø Camping blev forlænget til en sommer- og efterårsplads, og vi er blevet bekræftet i, at selv på en halvkold julidag er Danmark et fantastisk land at bo i. Vi har nydt campinglivets glæder i selskab med familie og venner, krydret med udflugter til lands og til vands. Sommer i Danmark har været en god oplevelse. Men næste år satser vi igen på Sydfrankrig.