Peder T. gjorde rent bord

Rallycrosskører vendte hjem fra Djævleøen med pladen fuld

21. august 2020, 11:30
Foto: Lars Hoffmann

Romlund Peder T. Jensen og hans rallycrossteam fra Romlund var for nylig på Nisseringen på Sjælland for at køre tredje afdeling af DM.

Nisseringen er en udfordrende bane med stor højdeforskel, hvor erfaring er et plus, så på trods af en lidt sløv start kom Peder T. først i mål og satte hurtigste tid af alle i første heat.

I andet heat derimod kom han først ud af første sving og holdt spidsen helt til målflaget.

Holdt hovedet koldt

I den aktuelle varme bliver jorden hurtigt ekstremt tør, så gennem hele weekenden havde baneservice travlt med at vande banen det bedste de havde lært, så kørerne også kunne se noget, når der blev kørt ræs.

Så da Peder T. satte afsted i tredje heat slingrede han godt op gennem det våde jordstykke, men som i de foregående heats holdt han hovedet koldt og førte til målflaget.

Det gentog sig i fjerde heat, og med maksimumpoint og pole position var den lokale rallykører dermed klar til finalen, hvor en konkurrent måtte trække sig, så der kun stillede tre kørere til start.

Det fik dog ingen betydning for Peder T., der igen kørte en sikker sejr hjem og dermed fik pladen fuld og lutter sejre med hjem fra det sjællandske.

Dermed fører han nu mesterskabet, og teamet ser frem mod næste løb på Korskrobanen ved Esbjerg den 22.-23. august.