Kran- og truckkurser flytter fra Skive til Viborg

Nye optimale forhold i Viborg vil tiltrække endnu flere kursister, vurderer Mercantecs ledelse

31. august 2020, 05:23
Fremover kan kran- og truckcertifikater tages i Viborg. Pressefoto: Mercantec

Viborg Efter i en årrække at have haft Skive som fast base, rykker Mercantec nu kursusaktiviteten på truck- og kranområdet til Viborg.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den lokale uddannelsesinstitution.

Mercantec har årligt omkring 500 kursister, der enten tager et truckcertifikat eller dygtiggør sig i at arbejde med alle tænkelige typer af kraner.

Mercantecs ledelse vurderer, at den nye placering i Viborg er helt optimal.

- Nogen har fået opfattelsen af, at truck- og krancentret lukker, men det er bestemt ikke tilfældet. Vi flytter centeret og optimerer det i stedet. Vi er højt specialiserede på området og fagligt meget brede, og vi ser frem til, at vores nye geografiske placering vil komme kunderne til gavn. Og underviserne vil med de nye og gode faciliteter være i stand til at give vores kursister en endnu bedre oplevelse. siger uddannelseschef på Byggetek Kurt Hilbert Thomsen.

Mercantecs byggeafdeling Byggetek er dén uddannelsesinstitution i Danmark, der tilbyder den bredeste pallette af kranføreruddannelser med kurser i alt fra pallestabler til løft med entreprenørmaterialer, mobilkran, lastbilkran, tårnkran og truck.

Mercantec forventer at kunne byde de første kursister velkommen i Viborg i begyndelsen af september.