Der sideudvides i Gammelstrup

I løbet af et par måneder vil trafikken gennem lillebyen blive mere gnidningsfri

29. august 2020, 13:20
Arkivfoto: Henrik Bagge

Gammelstrup Tiden er blevet moden til den længe ventede sideudvidelse af Birkesøvej/Gammelstrupvej samt etablering af cykelsti gennem Gammelstrup, så cyklister fremover kan komme hele vejen fra Stoholm til Birkesø uden at komme ud på vejen.

I de allerførste dage af september (uge 36) går folk fra HedeDanmark i gang med at rydde læhegn og anden bevoksning langs vejen, og det samlede arbejde vil efter planen vare ved til udgangen af oktober.

Det oplyser ingeniør ved Teknik og Veje i Viborg Kommune Kaj Jensen.

Ny asfalt hele vejen

Den nye sti, der forbinder cykelstien ved Gammelstrup Kirke med Birkesøstien nord for byen er cirka 250 meter lang og anlægges i 2,5 meters bredde med asfalt, mens den 5,5 kilometer lange Birkesøvej/Gammelstrupvej udvides fra 4,7 til 6,0 meter i bredden.

Det nuværende vejbump i Gammelstrup flyttes nordpå til udkanten af byen, mens der også kommer et nyt vejbump i udkanten af byen mod Sparkær på Bækkegårdsvej.

Den samlede anlægsudgift til sideudvidelse af vejen samt etablering af cykelsti lyder på 4.025.000 kroner. Herudover bruges 1.450.000 kroner af driftsbudgettet til udlægning af ny belægning i hele vejens bredde, det vil sige ny asfalt og afmærkning med striber på hele vejstrækningen.

Alle berørte grundejere har modtaget en orienteringsskrivelse med nærmere angivelse af den forventede tidsplan, og her varsles også periodevis spærring for gennemkørsel med deraf følgende omkørsel via Sparkær ad Bækkegårdsvej – Sandbækvej/Sparkærvej – Skivevej (rute 26).