Oplev landlivet helt tæt på

Besøg Tastum Jersey med konceptet »Kend din by«

06. september 2020, 05:21
Foto: Alex Arkink

Tastum Der er så skønt ude på landet, men hvornår har du sidst besøgt en bondegård, klappet en kalv og måske fået mudder under skoene?

Det har du nu muligheden for søndag den 13. september klokken 10.30 under konceptet »Kend din by«, som har Stoholm Menighedsråd, Sport På Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne og Stoholm Bibliotek som initiativtagere.

Ikke så langt fra Stoholm ligger nemlig økogården Tastum Jersey, der ejes og drives af Carina og Svend Otto Søgård, som inviterer alle interesserede indenfor på Vestre Skivevej 15 i Tastum.

De omlagde i 1996 bedriften til økologi, og under besøget vil de fortælle om gårdens historie og dens udvikling.

Undervejs bliver der god tid til at kigge på dyrene, nyde omgivelserne og se, hvordan gården drives. Gårdens store besætning af jerseykøer leverer mælk til Mejeriet Thise, og på dagen vil der mulighed for smagsprøver.

Der er fri entré til arrangementet, men det er nødvendigt at tilmelde sig. Det kan du gøre på Viborg Bibliotekernes hjemmeside www.viborgbib.dk eller ved at kontakte dit lokale bibliotek.