Ud i det grønne

Vestfjendsskolen har i uge 36 været bæredygtige sammen

10. september 2020, 08:37
1 af 3 Privatfoto
2 af 3 Privatfoto
3 af 3 Privatfoto

Vridsted Viborg kommune vil give børn og unge mulighed for at udvikle kompetencer, som giver dem viden og handlemuligheder i en bæredygtig fremtid, for kommunen vil gerne have børn og unge til at opleve, at de gennem deres handlinger kan gøre en forskel.

Vestfjendsskolen var en af seks skoler i Viborg Kommune, der i uge 36 deltog i initiativet »Grønne sammen«, og det betød, at indskolingen blandt andet var på ture ud af huset, havde kunstner på besøg, lavede stomp, var til koncert med Katrine fra Ramasjang og havde besøg af Dansk Cyklistforbund.

Ugen emmede med andre ord af aktivitet på mange forskellige parametre, lyder det fra Vestfjendsskolens Dorthe B. Clausen.

Børnehaveklassen var mandag på besøg på Brunshåb Papfabrik, hvor eleverne smed de medbragte aviser i den store »møllekværn«, blev guidet igennem fabrikken og fik indblik i, hvordan papir bliver til pap, og hvad der gennem tiden er blevet produceret af pap.

Hjemme på skolen blev der snakket om affaldssortering og lavet iMovie om bier på iPad´en.

Ugen sluttede med, at alle indskolingseleverne fredag på deres medbragte cykler lavede stunts under kyndig vejledning af Grethe og hendes hjælpere fra Cyklistforbundet i Viborg.

- Det har været en kanonspændende uge med et meget varieret program, hvor alle har været i gang med mange forskellige former for bæredygtige aktiviteter. lyder det fra Dorthe B. Clausen.