Fjends rundt på cykel

Ældre Sagens ugelange cykeltur blev i år til éndagstur i nærområdet

13. september 2020, 11:59
1 af 3 Privatfoto
2 af 3 Privatfoto
3 af 3 Privatfoto

Lundø Det er ikke nyt, at Fjends er et gæstfrit og dejligt sted at lufte cyklen, og det har et af Ældre Sagens cykelhold fra Skive også fundet ud af.

For nylig skulle holdet på den årlige cykeltur, som normalt strækker sig over en hel uge, men i år var den som alt andet aflyst på grund af corona.

I stedet blev det til en èndagstur på godt 60 kilometer rundt i Fjends med deltagelse af ni ryttere og en følgevogn med to personer, som sørgede for mad og drikke til holdet.

I kanongodt vejr og højt humør gik turen først over Gammelstrup til Birkesø og derefter videre til Kærhuset i Knudby ved Jordbro Engsø, hvor frokosten blev indtaget.

Herfra gik det til Lundø, hvor kaffen blev indtaget i den rekreative oase »Æblehaven«, der er blevet et populært sted at spise madpakken, mens man hygger sig med de skønne fugle i stedets voliere, oplyser Knud Dahl fra Lundø.